Den indiske regering benytter årligt adskillige midler til at konstruere toiletter via den nationale “Hold Indien ren”-kampagne, der har til formål at forbedre landets helbredssituation. Men manglende bevidsthed om vigtigheden af, at alle i landsbyen bruger toiletter, medfører, at landsbyboerne ikke er motiverede til at ændre deres sanitære vaner og benytte toiletter.
I samarbejde med vores lokale partner Alternative for Rural Movement (ARM) fokuserer vi derfor på at skabe adfærdsændringer blandt landsbyboerne ved at understrege vigtigheden af god hygiejne. Formålet er at skabe incitament til at benytte toiletter frem for at besørge i det fri.
Alternative for Rural Movement
ARM er en lokal organisation, der siden 1989 har arbejdet for at skabe bedre vilkår for fattige landsbyboere i det nordlige Orissa. ARM lægger særligt vægt på at sikre rettighederne for kvinder og kasteløse, som er nogle af samfundets mest udsatte.
400.000 indiske børn dør hvert år af diarré, og flere børn må jævnligt blive hjemme fra skole grundet sygdom, som ofte foranlediges af de dårlige sanitære forhold.
Ved at få landsbyboerne til at stoppe med at besørge i det fri, vil projektet på sigt være med til at mindske børnedødeligheden og de mange diarré-tilfælde samt begrænse børnenes sygdomsfravær i skolerne og derved styrke børns uddannelse.
Med henblik på at skabe og opretholde adfærdsændringer blandt landsbyboerne vil fem ansatte fra ARM derfor blive uddannet i at understøtte adfærdsændringer ved at gå i dialog med landsbyboerne og snakke om helbredskonsekvenserne af deres nuværende sanitære vaner.
Som en del af projektet oprettes der i hver landsby desuden en sanitetskomité, der har til formål at sikre, at forandringerne i landsbyboernes sanitære vaner vedbliver efter projektperiodens afslutning.
Projektet er en del af et pilotprojekt, hvorfor der i løbet af projektperioden vil blive lagt særlig vægt på indsamling af viden og erfaring, der kan anvendes i forbindelse med lignende projekter.
Sikkert er det dog, at de toiletter, der bliver opsat i dette projekt, ikke ligner de toiletter, vi kender herhjemmefra. Da der ikke findes et kloaksystem i landsbyerne, består toiletforholdene af forholdsvist simple latriner. Hver husholdning står for at finansiere, vedligeholde og tømme deres egen latrin.
Artikel: Hvorfor bruger man ikke toilettet?