Langt de færreste børn i landdistriktet Balasore er bekendte med deres rettigheder og nyder godt af dem. På landsplan siger 29 % af Indiens børn, at der sjældent eller aldrig bliver lyttet til dem. Og det på trods af, at Indien har underskrevet både nationale og internationale børnerettighedskonventioner.
I samarbejde med den lokale organisation ARM har Aktion Børnehjælp oprettet børnerettighedsgrupper i 20 landsbyer i Balasore. Grupperne mødes en gang om måneden og tager udgangspunkt i at lære børn om deres rettigheder og diskutere konkrete problemstillinger. Målet er, at børnene skal blive bevidste om deres rettigheder og turde kæmpe for dem, for på sigt at give børnene en større stemme i det indiske samfund.
ARM er en lokal organisation, der siden 1989 har arbejdet for at skabe bedre vilkår for fattige landsbyboere i det nordlige Orissa. ARM lægger særligt vægt på at sikre rettighederne for kvinder og kasteløse, som er nogle af samfundets mest udsatte.
Børnerettighedsgrupperne fokuserer især på retten til uddannelse og sundhed. Det skyldes, at mange forældre i de fattige landområder er analfabeter og derfor ikke er bevidste om, at uddannelse er vigtig for deres børns udvikling og fremtid. Børnene er ofte den første generation, der har mulighed for at få en uddannelse, men mange får aldrig gjort skolen færdig og dropper ud af skolen og ender som børnearbejdere.
I samarbejde med vores lokale partner Alternative for Rural Movement (ARM) fokuserer vi derfor på at give børnene viden, stemmer og indflydelse.