Lige ret til læring og sundhed

Projektperiode: Marts 2020 – 28. Februar 2023
I samarbejde med vores lokale partner CECOWOR

I delstaten Tamil Nadu er særligt romaer og det oprindelige folk, også kaldet stammefolk, udfordret af ekstrem fattigdom, analfabetisme og diskrimination. Formålet med Aktion Børnehjælps projekt er at sikre disse folk lige adgang til de i forvejen eksisterende regeringsprogrammer – heriblandt børnehaver og skolegang.
Mål med projektet
Projektet implementeres i Villupuram-distriktet i den nordlige del af staten Tamil Nadu.
Diskriminationen spiller en stor rolle i forhold til deres adgang til basale rettigheder indenfor sundhed og uddannelse, hvilke de ifølge den indiske lovgivning har ret til. Romaerne og det oprindelige folk diskrimineres både af det omgivende samfund og af myndighederne. Projektet omfatter 4.700 mennesker i 30 landsbyer. Målet er:

  • at alle børn i alderen tre til fem år (ca. 260 børn) bliver indskrevet i førskoler (børnehaver).
  • at alle børn i skolealderen (ca. 600 børn) bliver indskrevet i grundskoler.
  • at ca. 300 mødre bliver organiseret i landsbygrupper (child support groups).

Samarbejdspartner i Indien
CECOWOR
Centre for Coordination of Voluntary Works and Research

CECOWOR blev oprettet i 1987 og beskæftiger sig med uddannelse og udviklingsarbejde i landdistrikterne nogle hundrede kilometer syd for Chennai. Organisationen arbejder for at skabe lige vilkår for marginaliserede grupper såsom lavkaster, kasteløse, stammefolk og romaer.

Forbedre livsvilkår
Både roma- og stammefolket lever dagligt under kummerlige vilkår med utilstrækkelige hytter som hjem, og de taler et andet sprog end mange af deres naboer. Dertil ejer romafamilierne ikke land og har sparsom landbrugserfaring. Blandt romaerne er der ligeledes ikke tradition for uddannelse, da uddannelse ikke bidrager direkte og øjeblikkeligt til familiens indkomst. Derfor nedprioriteres børns skolegang af mange forældre. Netop af denne grund handler projektet om at skabe viden blandt befolkningen omkring, hvorfor uddannelse netop er vigtig at gøre krav på og værd at investere i.
Gør en forskel ved at støtte vores arbejde for børns rettigheder:
Vigtigheden af skolegang
Adgangen til børnehaverne er afgørende, da den har stor betydning for, hvorvidt børnene starter i grundskole, når de fylder seks år, og om de fortsætter deres videreskoleforløb. Børnene i skolealderen vil gennem børnegrupper lære om deres rettigheder og muligheder gennem leg. Sideløbende vil mødrene blive organiseret i landsbygrupper og tilegne sig viden om vigtigheden af uddannelse, deres rettigheder, og hvordan de selv kan være med til at kræve dem.
Projektet bygger på erfaringer fra vores tidligere projekt Børnehaver og lektiecaféer.
Majoriteten af romaer og stammefolk i Tamil Nadu, lever under fattigdomsgrænsen
Dette bevirker, at børn kommer i arbejde og ikke i skole, som forstærker marginaliseringen. I en fattigdomspræget hverdag oplever børnene diskrimination, som fortsætter cirklen af fattigdom. Bæredygtighed i projektet bryder denne cirkel af fattigdom ved at tale med mødre om uddannelse. Dette fører til, at deres børn bliver sendt i skole, som dertil styrker fremtidige generationer.
Cirkel af fattigdom

 

Aktion Børnehjælp og FN's Verdensmål

Lige siden FN’s 17 Verdensmål trådte i kraft i 2015, har vi i Aktion Børnehjælp tilstræbt at bruge dem som ramme for vores projekter, hvor vi vil skabe et bedre liv for børn i Indien. Nedenfor er et kort overblik over, hvordan vi især arbejder med tr af målene.
Verdensmål 4
Uddannelse er med til at skabe et solidt fundament for familier, lokalsamfund, børn og unge, som bliver i stand til selv at være med til at skabe positiv forandring. Derfor støtter Aktion Børnehjælp forskellige typer fadderskaber samt børne- og uddannelsesprojekter i Indien.
Verdensmaal-ikon-05
At styrke og beskytte det enkelte menneskes rettigheder er det overordnede princip i Aktion Børnehjælps udviklingsarbejde. Ved at fremme hjælp til selvhjælp klæder vi lokalbefolkningen på til selv at kæmpe for deres rettigheder og det liv, de ønsker for dem selv og deres børn.
Verdensmaal-ikon-16
Vi fremmer solide partnerskaber, hvor beslutninger så vidt muligt tages i fællesskab. Gennem lokale partnerorganisationer og NGO’er søger vi at skabe et gensidigt og ligeværdigt samarbejde, hvor vi kan bruge hinandens styrker og kompetencer til at fremme lokale indsatser.
Pigeliv – Forskelle og lighed i Indien og Danmark 
Få i et indblik i forskelligheder og ligheder mellem et indisk og dansk børneliv i videoen nedenfor. Tre indiske og tre danske piger har filmet og fortæller samtidig om forskellige aspekter af deres hverdag såsom skoleliv og fritidsliv. Videoen fremhæver hvordan hverdagslivet på mange måder adskiller sig fra det danske, men samtidig også er karakteriseret ved glæder, venskaber, udfordringer, latter, kærlighed og sorger – nøjagtig som i en dansk hverdag.  

 

Videoen blev i februar 2023 udstillet over to weekender på DOKK1 i Aarhus, som en del af et oplysningsprojekt, der blev drevet af frivillige. Formålet med indsatsen var at skabe bevidsthed om de forskelle og ligheder, der eksisterer mellem hverdagen i Indien og Danmark, set gennem børnenes øjne. Dette med ønsket om at oplyse og sætte fokus på uligheder i vores levevilkår men også på de mange ligheder, der er mellem hverdagslivet i Danmark og Indien. På DOKK1 blev der samtidig sat fokus på CECOWOR’s arbejde og faciliteret kreative projekter for børn relateret til fire indiske højtider.