CECOWOR (Centre for Coordination of Voluntary Works and Research) blev etableret i 1992 og har siden arbejdet i Villupuram-distriktet i landdistrikterne Gingee Taluk og Melmalayanur Taluk. CECOWOR’s primære fokus er lige vilkår og uddannelse til alle, også udsatte og marginaliserede børn. For CECOWOR er børnerettigheder et centralt omdrejningspunkt for deres indsats, og de arbejder ud fra devisen om, at børns rettigheder er essentielle for at sikre bedre muligheder i fremtiden. Alle aktiviteter udført af organisationen fokuserer på at opbygge kapaciteten hos befolkningen og civilsamfundet, så de er bedre i stand til at få adgang til deres rettigheder og basale behov. Medarbejderne i CECOWOR er alle fra lokalområdet, og mange fra marginaliserede samfund selv.
CECOWOR og Aktion Børnehjælp har været partnere siden 1997. Aktion Børnehjælp og CECOWOR, arbejder sammen om at støtte børns rettigheder, herunder skolegang og sundhed for for fattige og marginaliserede børn og unge i lokalområdet. Siden 2015 har CECOWOR og Aktion Børnehjælp samarbejdet om større udviklingsprojekter med fokus på rettigheder.