Nyheder

Klassisk festmåltid: Samosaer

Af Julie Eltong Mogen

Denne lækre sprøde delikatesse er en indisk klassiker og er en del af det store festmåltid under Diwali. Det særlige ved samosaer er, at man kan lave dem med alverdens forskellig fyld. Disse samosaer er med ærter, blomkål, løg og kartofler, og de smager helt fantastisk!

Det kan virkelig anbefales at nyde den sprøde lille snack sammen med en dip, hvoraf raita er en personlig favorit.  Retten kan også serveres med ris og/eller salat.

Ingredienser

Samosa kan laves med forskelligt fyld. Her er det kartofler, blomkål, løg og ærter.

  • 1 filodej
  • 350 gram kartofler
  • 250 gram frosne ærter
  • 100 gram blomkål
  • 1-2 finthakkede løg
  • 2 finthakkede fede hvidløg
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 1 spsk. revet frisk ingefær
  • 1-2 tsk. garam masala
  • 1-2 tsk. stødt koriander
  • Salt, peber og olie

Fremgangsmåde

  1. Start ud med at koge kartoflerne, lad dem køle af og herefter mos dem groft.
  2. Lad blomkålen koge i en gryde i ca. 3 minutter og tag herefter vandet fra.
  3. Hvidløg og løg finthakkes og svitses kort på panden. Tilsæt alle krydderierne og rør det hele sammen. Dernæst tilføjes kartofler, ærter og blomkål. Retten smages til med salt og peber.
  4. Pak filodejen ud og pensl den med olie på hver side. Herefter skal dejen skæres i små rektangler. Tilsæt 2-3 spsk. fyld i det ene hjørne af dejen. Fold herefter dejen omkring nogle omgange til formen udgør en trekant, og alle samosaer har fået flere lag. Pensl alle samosaer med olie.
  5. Bag dem i ca. 15 minutter til de er sprøde og gyldenbrune i en forvarmet ovn på varmluft ved 200 grader.
  6. Tag de sprøde varme samosaer ud af ovnen og server dem med lækkert tilbehør.

Velbekomme!