Nyheder

Unge kvinder tager fælles handling for bedre liv   

Af Sofie Louise Hansen, ACEH-projektgruppen  

29/09/2023

I 2022 opstartede Aktion Børnehjælp projektet Unge Kvinder – Fælles Handling i samarbejde med vores Indiske partner, Living Farms. Projektet bliver implementeret i 160 landsbyer i Odisha-regionen. Den primære målgruppe for projektet er piger og kvinder i alderen 10-19, som organiseres i grupper på landsby-niveau. Som en vigtig del af projektet deltager de unge kvinder i workshops og gruppemøder, som blandt andet skal hjælpe dem med at udvikle redskaber til at gøre krav på deres rettigheder og få medbestemmelse over eget liv og egen sundhed.  

Foto: Living Farms – PLA møde

Projektet er nu i sit andet år, og vi modtager allerede mange rapporter om, hvordan de unge kvinder i fællesskab tager initiativ til at forbedre deres liv.  

Èt af de initiativer er en fælles indsats for at få adgang til landsbyernes månedlige Sundheds- og Ernæringsdag (Village Health & Nutrition Day). På dagen tilbydes bl.a. helbredstjek og rådgivning, og begivenheden er officielt målrettet unge piger, gravide kvinder og ammende mødre. Inden projektets start var realiteten dog, at det næsten kun var gravide kvinder og ammende mødre, der deltog, mens de fleste andre piger og kvinder i målgruppen ikke var oplyste om tilbuddet. 

Men gennem deres workshops lærte de unge kvinder om deres ret til at deltage i begivenheden og de fordele, det kan have for deres sundhed. Det fik tre unge kvinder fra Renga-landsbyen i Rayagada-distriktet til at række ud til arrangørerne, så de fik mulighed for at deltage i den næste Sundheds- og Ernæringsdag. Efterfølgende delte de deres oplevelser med de andre unge kvinder i gruppen, som nu diskuterer Sundheds- og Ernæringsdagen på alle deres workshops. Gruppen holder kontakt med arrangørerne og sørger for at holde hinanden opdaterede om tid og sted og støtter hinanden i at deltage regelmæssigt.  

Udover deres fælles handlinger på landsby-niveau støtter de unge kvinder også hinanden i at tage handling på familie-niveau. Under vores monitoreringsbesøg i marts fortalte flere af dem, at grupperne har været en stor hjælp, fordi de har fået et fællesskab, hvor de kan snakke om tingene. Gennem dette fællesskab får de mod til at tage individuel handling, fordi de ved, at de ikke er alene.  

Foto: Living Farms

En af piger, der har gjort brug af gruppens støtte er Gita fra Baradaguda-landsbyen, som kæmpede imod at blive gift som 16-årig. Selvom ægteskaber for børn under 18 år officielt er forbudt i Indien, er der stadig mange piger, som giftes væk som mindreårige. Dette var også lige ved at blive realiteten for Gita.  

Gita mistede sin far i en ung alder, og derfor så hendes mor og bror det som den bedste mulighed for hende at blive gift hurtigst muligt. Men Gita havde gennem projektets workshops lært om de negative konsekvenser ved tidligt ægteskab – for hendes uddannelse, hendes helbred og hele hendes liv. Så da hendes mor og bror arrangerede, at Gita skulle giftes som 16-årig, besluttede hun sig for at kæmpe imod. 

Hun tog mod til sig til at diskutere sin situation med de andre piger på det næste gruppemøde, hvor hun blev rådet til at tage sin mor med på det kommende forældremøde. Selvom hendes mor var modvillig, fik Gita overtalt hende til at tage med på mødet, hvor hendes mor fik et bedre indblik i Gitas bekymringer. Selvom det stadig var en hård kamp, lykkedes det dog til sidst også for Gita at få overtalt sin familie om, at hun ikke skal giftes, før hun bliver 18. Gitas modighed og støtten fra gruppen har ikke kun sikret hende selv et bedre liv, men har også inspireret andre piger i landsbyen til at sige fra over for tidlige ægteskaber.  

Der er mange flere eksempler på, hvordan de unge kvinder fra landsbyerne i Odisha-regionen har lært at samarbejde om og støtte hinanden i at forbedre de udfordringer unge Indiske kvinder møder i deres liv. F.eks. har de hjulpet hinanden til at vende tilbage deres uddannelser efter at være droppe tidligt ud grundet pres fra familien; de har startet deres egen cricket-turnering efter at være blevet udelukket af drengene; og de har kæmpet for adgang til hygiejne-produkter – og meget mere. Vigtigst af alt er de unge piger og kvinder en kæmpe inspiration for hinanden, når de igen og igen beviser, hvad man kan opnå i fællesskab.