Af Mathilde Nielsen, programleder
03/04/2023
Jeg er lige kommet hjem fra en monitoreringsrejse til delstaten Odisha i det østlige Indien. Her besøgte vi blandt andre vores lokale partner Living Farms, der arbejder for at forbedre vilkårene for unge kvinder i 160 landsbyer. En kerneværdi og metode for Living Farms er mobilisering af lokalsamfundet. De tror på at lokalsamfundet har kapaciteten til at skabe vedvarende forandringer og løsninger, hvis blot de får redskaberne til det. Når man snakker med Bichitra Biswal og Haresh Prusty om mobilisering af lokalsamfundene, er det tydeligt, at de brænder for- og virkelig tror på metoden. Det er umuligt ikke at blive inspireret og opslugt, når de deler deres viden på området. Man kan se det i deres øjne og deres kropssprog, og høre det i måden de taler med overbevisning og stolthed. Men det er ikke stolthed over egne bedrifter, men derimod de forandringer, som de ser blandt de grupper af unge kvinder de arbejder med. Jeg har forsøgt, at gengive noget af den viden, jeg var så heldig at få, gennem vores mange snakke.
Grundideen i mobilisering af lokalsamfundet er, at kun lokalsamfundet har kapaciteten til selv at skabe forandringer. Det er altså ikke en person udefra, der kan komme med alle de gode løsninger. Vores og vores partneres rolle er derimod, at tilbyde de værktøjer, såsom viden og selvtillid, som deltagerne i projekterne har brug for, for selv at analysere de problemstillinger, som de står overfor, og derved finde både årsager og løsninger. Det lyder ret enkelt, men mobilisering af lokalsamfundet kræver tilvænning og tålmodighed. Vi er stadig ikke helt i mål med at følge udtrykket, som mange af os efterhånden kender: ”giv en mand en fisk og han er mæt en dag. Lær ham at fiske, og han kan give sig selv mad til mange måltider”. Jeg spurgte Living Farms, om de kunne dele deres erfaring med mig, da det er et område jeg gerne selv vil blive klogere på.
De grundlæggende principper:
Som organisationer skal vi turde spørge os selv hvorfor? Vi skal selv være klar over fordelene ved at lægge handlefriheden og bestemmeretten hos lokalsamfundet. Blandt fordelene nævnte Bichitra fra Living Farms ejerskab, bæredygtighed og lokale løsninger til lokale udfordringer.
Derudover skal alle individer i en organisation spørger sig selv, hvorfor er jeg her? Hvad guider og driver mig? Og vigtigste af alt, tror de ansatte på hjælp til selvhjælpsmetoderne og på at lokalsamfundet har kapaciteten til at skabe forandringer? Hvis man ikke helt i gennem tror på, at kapaciteten ligger hos lokalsamfundet, vil de lynhurtigt mærke det, og det vil være umuligt at skabe en bæredygtig forandring. Det er vigtigt, at man kommer som facilitator og ikke som en lærer, der ved det hele. Facilitatoren skal spørger, hvorfor? Og guide gruppen de arbejder med, til at finde årsager og løsninger.
Endelig, skal forholdet mellem organisationen og lokalbefolkningen være et slags partnerskab og ikke et ”transaktionsforhold”, hvor organisationen giver og lokalsamfundet modtager. Derfor fortalte Bichitra, at de i Living Farms er stoppet med at bruge ordet ’beneficiaries’ om lokalsamfundet, da dette taler ind i den transaktionelle relation.
At mobilisere lokalsamfundet til selv at skabe forandringer og finde løsninger tager tid, og det kræver at vores indsatser og aktiviteter er tilpasset de specifikke kontekster. Arbejder man med unge kvinder, er det vigtigt at møderne ligger på tidspunkter, hvor de har mulighed for at deltage og at man bruger eksempler de kan spejle sig selv i. For er kunne tilpasse, er det derfor vigtigt, at forstå lokalsamfundet, hvilke dynamikker er der, og hvilke udfordringer, overbevisninger og viden har lokalsamfundet?
Men vigtigst af alt sagde Bichitra og Haresh, så skal vi tro på lokalsamfundet. De har kapaciteten. Det de mangler, er værktøjerne, såsom at blive hørt, og metoder til at analysere deres udfordringer. En helt enkel metode, som vi organisationer også kan bruge, er at blive ved med at spørge os selv hvorfor?
