Af Katrine Trane, tidligere praktikant
20/12/2023
I foråret 2023 skrev jeg speciale som et led af min kandidatuddannelse i Internationale Studier. I brainstorming-fasen blev jeg ret hurtigt klar over, hvilke elementer, jeg ønskede at dykke ned i: udviklingprojekter, udviklingsparadigmer og magt(u)balance – elementer, jeg i studieregi havde dybdegående teoretisk kendskab til og ønskede at undersøge i relation til den virkelige verden. Der en lang række buzz words, som mange forbinder med den måde mange udviklingsprojekter bliver udviklet og implementeret på i dag: inklusion, deltagelse og ligeværdige partnerskaber mellem lande i det globale nord og det globale syd.
I den forbindelse var det klart for mig, at Aktion Børnehjælp var et interessant case study, idet flere af disse buzz words er begreber, Aktion Børnehjælp aktivt arbejder med.
Udvikling: et begreb med mange kritiske stemmer
I mere end 60 år har global udvikling været et væsentligt punkt på det internationale samfunds agenda. Disse år har været præget af flere forskellige paradigmeskift, herunder skiftet fra de traditionelle donor-modtagere relationer, til et syn på udvikling, som værende båret af ligeværdigt samarbejde og fælles mål. På trods af udviklingen mod et mere ligeværdigt og inkluderende udviklingsområde, påpeger mange dekoloniale og postkoloniale tænkere, at koloniale strukturer og ulighed i magt er dybt forankret i udviklingsbegrebet. Udvikling og udviklingsarbejde er med andre ord uløseligt forbundet med ulighed og magtubalance, og kolonitidens ulige relationer mellem det globale nord og det globale syd, bliver reproduceret gennem udviklingsprojekter.
Research design og hovedpointer
Den de- og postkoloniale tanke at udvikling ikke kan eksistere uden sin mørke side – ulighedsfremmende strukturer og et globalt nord øverst i magthierarkiet, blev afsættet for mit research design. Ved at analysere et udvalg af Aktion Børnehjælps projektbeskrivelser og årsrapporter gennem en teoribaseret indholdsanalyse, forsøgte jeg at besvare spørgsmålet:
På hvilke måder tager Aktion Børnehjælps udviklingsarbejde del i koloniale praksisser og hvilke midler bruger organisationen for at forsøge at reducere forekomsten af disse i udviklingsarbejdet?
Min analyse viste, at Aktion Børnehjælp på en lang række områder direkte og indirekte implementerer metoder og værktøjer i projekterne, som er med til at skabe inklusion, deltagelse og et mere lige magtforhold mellem danske og indiske aktører. Herunder var det særligt interessant at se, hvordan Aktion Børnehjælp arbejder med lokal viden og lokalt ejerskab – begreber som er centrale i den dekoloniale tankegang. At inddrage lokalbefolkningen i beslutningsprocesser, inddrage lokal lovgivning og lokale institutioner, samt dét at inddrage lokale metoder og tilgange til udvikling, er alle midler, som kan være med til at reducere forekomsten af ulige magtforhold. Her kan det nu afsluttede projekt, FFS-projektet, blandt andet fremhæves som et godt eksempel på lokalt ejerskab, idet fokusgruppeinterviews og behovsvurderingsundersøgelser blandt lokalbefolkningen dannede grundlag for, hvordan flere dele af projektet konkret skulle implementeres. På den måde, tog projektet udgangspunkt i de fokusområder og udfordringer, den indiske lokalbefolkning selv identificerede, fremfor områder, Aktion Børnehjælp selv anså som værende vigtige at fokusere på.
Samtidig viste min analyse også, at selvom Aktion Børnehjælp forsøger at bevæge sig væk fra traditionelle donor-modtagere relationer, og gør en stor indsats for at fremme ligeværdige partnerskaber og relationer til lokalbefolkningen, er der stadig spor af koloniale strukturer. En central konklusion var, at Aktion Børnehjælp, ligesom mange andre udviklingsorganisationer, er særligt udfordret ved deres finansieringsmekanismer og den måde disse påvirker hvilke grupper og hvor meget disse har at sige, i udviklingen og implementeringen af projekterne. På trods af store ønsker om at lægge store dele af beslutningstagningsprocessen i hænderne på den indiske lokalbefolkning, vil de overordnede krav og prioriteter fra danske fonde, offentlige puljer og lignende altid være afgørende for, hvordan Aktion Børnehjælp skal udvikle og implementere sine projekter. Har den instans, som skal finansiere projektet, et ønske om at skabe udvikling gennem eksempelvis ungeklubber, er ungeklubberne et bærende element, Aktion Børnehjælp skal basere sit projekt på. Lokalbefolkningen kan måske være med til at præge måden hvorpå disse ungeklubber skal se ud og implementeres, men de overordnede retningslinjer for hvordan der skal skabes udvikling, bestemmes af aktøren i det globale nord – selvom det er befolkningen i det globale syd, der spiller hovedrollerne.
En væsentlig konklusion og refleksion mit speciale affødte, var derfor et spørgsmål om, hvor høj grad det er muligt for en aktør i udviklingsfeltet som Aktion Børnehjælp at løsrive sig fuldstændigt fra de ulige magtforhold postkoloniale og dekoloniale tænker beskriver, på trods af et stort ønske om at arbejde med ligeværdige relationer og inklusion.