I projektet ‘Familier bekæmper fejlernæring” arbejder vi for at forbedre befolkningens fødevaresikkerhed og sikre den ernæringsmæssig sundhed i Balasore-distriktet i Orissa-staten, Indien. Men vi leverer hverken sække med mad eller dyre landbrugsmaskiner.
Vi støtter børnefamilierne, så de får mulighed for arbejde og producere sig selv ud af fattigdom og få nærende mad på bordet – både i dag og langt ud i fremtiden.
Her er tre nedslag på nogle af de største milepæle fra året, der er gået.
- I år har vi etableret 3554 køkkenhaver. Gennem et år, hvor pandemien har gjort det endnu sværere for mange familier at skaffe mad nok, har køkkenhaverne hjulpet mange til alligevel at få sund og nærende mad til hele familien.
- ARM har afholdt 62 træninger i landsbyerne, hvor næsten 1.000 landsbyboere har lært om ernæring og fået redskaber til at forbedre sundheden for deres familier.
- Familierne har i alt fået 18 forskellige slags frø til deres køkkenhaver på tværs af årets 3 dyrkningssæsoner. Det er frø som tomat, bønner, spinat, gulerødder, agurk, chili og græskar. Træningen af landsbyboerne handler blandt andet om, hvor vigtigt det er at gro mange forskellige grøntsager for at få alle de forskellige vitaminer og næringsstoffer.
Familier bekæmper fejlernæring drives i samarbejde med vores indiske partner, Alternative for Rural Development (ARM). ARM har ekspertise indenfor fødevaresikkerhed via biologiske og innovative dyrkningsmetoder og arbejder også med uddannelse og sundhed. ARM driver et sundhedscenter i lokalområdet og oplyser via Community-Led Total Sanitation-metoden om bakterier og sygdomsspredning.