Nyheder

Sanitet er afgørende for ligestilling

Kampen for bedre sanitære forhold går hånd i hånd med kampen for ligestilling.

Bedre hygiejne er vigtigt for at løfte sundheden, sikkerheden og udviklingen i Indiens lokalsamfund – i særdeleshed for kvinder. I projektet Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed arbejder Aktion Børnehjælp på at forbedre forholdene i 30 landsbyer i delstaten Orissa.

Vand og Sanitet er ikke kønsneutralt

Der er ikke meget privatliv, når man besørger i det fri. Derfor venter mange kvinder og piger med at besørge til efter solnedgang, når det er blevet mørkt.

De har vænnet sig til at holde sig i 13-14 timer om dagen, og de undgår at drikke vand, så de ikke bliver trængende. Derfor er mange kvinder ramt af dehydrering og blære- og nyreinfektioner.

Når kvinder og piger bevæger sig ud efter mørkets frembrud, er de også i stor fare for slangebid og seksuelle overgreb. Disse risici kan forebygges ved at give kvinder og piger adgang til afskærmede toiletforhold, hvor de har privatliv til at besørge i løbet af dagen.

Udover afskærmede toiletter er det vigtigt, at beboerne har adgang til vand og sæbe.

I mange samfund er det fortsat oftest kvinderne, der tager sig af børn og madlavning. Når de kan vaske hænder efter toiletbesøg, forebygger det sygdomme, der spredes gennem madlavning.

Adgang til vand og sæbe giver også piger og kvinder mulighed for personlig hygiejne under menstruation, graviditet og amning.

Netop vigtigheden ved hygiejne under graviditeten er noget, som vores projektleder i ARM, Sabitri Jena, har haft tæt på livet. I 2017 var hun gravid i 4. måned, da hun mistede sit ufødte barn som konsekvens af dårlig sanitet.

Du kan læse om, hvordan hun bruger denne erfaring som motivation i sit arbejde i artiklen Når Udviklingsprojekter giver Dobbelt Succes

Kvinder baner vejen for forandring

Bedre sanitet er afgørende for at løfte vilkårene for sundhed, sikkerhed og muligheder for kvinderne i Orissa. Ligeledes spiller kvinderne en kritisk rolle for projektets succes.

Vores samarbejdspartner ARM er i tæt kontakt med 250 selvhjælpsgrupper for kvinder på tværs af de 30 landsbyer. ARM udpeger nogle naturlige ledere i grupperne, som bliver inddraget i projektarbejdet.

Kvinderne støttes til at blive rollemodeller i deres lokalsamfund, hvor de får ansvar for at dele viden med andre kvinder og piger. For eksempel ved at lære andre om hygiejne og ved at nedbryde tabu om menstruation. Gennem viden, kompetencer og samarbejde styrker vi kvinderne til at skabe vedvarende forandringer i deres landsby.