Nyheder

Valg i Tamil Nadu: Kæmper for børns rettigheder og kvinders stemme

Der har været valg i delstaten Tamil Nadu, og vores partner har sat flere initiativer i gang for at sikre børns rettigheder og give flere kvinder mulighed for at stemme.

Der har netop været valg i flere indiske delstater her i april 2021, deriblandt Tamil Nadu, som Aktions Børnehjælps projekt Sammenhold om børns rettigheder er tilknyttet. Forsamlingsvalget blev afholdt den 6. april for at udvælge nye repræsentanter fra de 234 valgkredse i delstaten Tamil Nadu.

I den forbindelse har vores indiske samarbejdspartner CECOWOR udarbejdet et manifest, der opfordrer statsvalgets partier til at opfylde løfter omkring børns rettigheder og sikkerhed. Manifestet indebærer nogle initiativer, der skal sikre børns ret til en tryggere hverdag og en forbedring af adskillige faciliteter for børnene i landsbyerne.

Nogle af de nye tiltag er eksempelvis opførelse af toiletter med vandforbindelser, rent drikkevand i alle skoler, tryg transport, legepladser og øget sikkerhed omkring skolerne

Valgmanifestet blev givet til forskellige vigtige medlemmer og partikandidater i valgkampen. Særligt en partikandidat udviste stor begejstring for dette initiativ udviklet af CECOWOR og landsbyforeningerne, som han sidenhen godkendte, til stor glæde for alle.

Kvinder kan stemme – men for få kan gøre det

Under forsamlingsvalget i landsbyen Kavarai i delstaten Tamil Nadu den 6. april 2021, blev der igangsat endnu et initiativ for ligestillingen. I Inden er kvinder født med stemmeret, men alligevel bliver utallige kvinder nægtet retten til at stemme.

Landsbyforeningen i Kavarai har nu indledt et bevidsthedsprogram der skal sikre, at kvinder er i stand til at give sin stemme under valget. Initiativet startede blandt andet et optog i landsbyen. Se en video fra optoget nedenfor.

Vi ser frem til at følge udviklingen af dette initiativ, og støtte op omkring det, da Sammenhold om børns rettigheder også handler om at skabe ringe i vandet og oplyse voksne, så de kan blive gode rollemodeller for børnene og tage ansvar for både deres egne og børns rettigheder.