Aktion Børnehjælp har i løbet af sommeren modtaget breve fra de unge kvinder, der er i gang med at uddanne sig til sygeplejersker på St. Thomas Hospital i Sydindien, som en del af vores fadderskabsprogram.
Af Laura Sørensen, projekt- og formidlingspraktikant
I brevene fortæller sygeplejerskeeleverne, at de er glade for uddannelsen, at deres undervisere er gode, samt hvor langt de er på uddannelsen Tilmed beskriver de, hvordan Covid-19 situationen har påvirket deres uddannelse. De fortæller, at regeringen har hjemsendt dem fra deres uddannelse pga. nedlukningen og at de derfor fortsætter deres undervisning online hjemmefra.
De elever, der er på andet år af uddannelsen, blev hjemsendt allerede tilbage i april måned 2021, hvorimod de elever der er på tredje år, først blev hjemsendt fra maj måned. Eleverne på tredje år af uddannelsen kunne altså fortsætte en måned længere med normal undervisning, inden de blev hjemsendt.
Drømmer om yderligere uddannelse
Gennemgående for alle brevene, der er modtaget fra sygeplejerskeeleverne er, at de er yderst taknemmelige for det, som sponsorerne har muliggjort for dem, herunder deres uddannelse, selv under nedlukningen.
Flere af sygeplejerskeeleverne har et ønske om at kunne uddanne sig yderligere, da de er meget tilfredse med deres undervisere og generelt er glade for at gå i skole.
St. Thomas Hospital
En af sygeplejerskeeleverne, Leela, har for nyligt afsluttet uddannelsen og er således færdiguddannet. Hun arbejder nu på St. Thomas Hospital og hjælper til i kampen mod Covid-19.
I juli måned modtog vi også et brev fra Søster Maria Rathinam, som er leder af St. Thomas Hospital. I brevet fortæller hun, at de har haft mange patienter med Covid-19. I perioden fra 24. april til 5. juli 2021 har de på hospitalet hjulpet over 950 patienter. Efter 5. juli er antallet af patienter dog heldigvis faldet.
I flere af brevene fra sygeplejerskeeleverne har de tegnet flotte tegninger af blomster. En af tegningerne kan ses på billedet her og er tegnet af Shanti.