Nyheder

Covid-19 status i Indien

Indien er stadig hårdt ramt af Covid-19, men der bliver gjort en stor indsats for at få befolkningen vaccineret.

Af Astrid Larsen, Projekt- og formidlingspraktikant

Per 25. august er der i Indien 130,03 millioner færdigvaccinerede, og 322,18 millioner har fået første vaccinestik. Det svarer til, at 9,42% af befolkningen er færdigvaccineret, og 23,35% har fået første vaccinestik. I Danmark er 4,03 millioner færdigvaccinerede og 340.404 personer har fået første vaccinestik. Det svarer til 69,61% af befolkningen er færdigvaccineret, og 5,88% af befolkningen har fået første stik. Samlet set er 24,6% af verdens befolkning fuldt vaccineret.

Smittetal

Per 25. august er der i Indien registreret 32,5 millioner smittede, og 435,760 er registreret døde. Mange eksperter mener at tallene er prægede af store mørketal. Til sammenligning er der registreret 340.567 smittede i Danmark og 2.571 døde.

I delstaten Orissa, hvor blandt andet projekterne ‘Familier Bekæmper Fejlernæring’ og ‘Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed’ implementeres, er der registreret 1 million og 2.323 smittede. Hertil er 7.493 registreret døde. I delstaten Tamil Nadu, hvor projekterne ‘Lige ret til Læring og Sundhed og Sammenhold om Børns Rettigheder’ implementeres, er der registreret 2,6 millioner smittede og 34.761 er registreret døde. Disse tal er sandsynligvis også præget af mørketal.

Læs mere om projekterne ‘Familier Bekæmper Fejlernæring’, ‘Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed’, ‘Lige ret til Læring og Sundhed’ og ‘Sammenhold om Børns Rettigheder’.

Vold mod kvinder

I Indien ses der lige nu en tendens til, at volden mod kvinder er stigende. I det første halvår af 2021 er vold mod kvinder i Delhi steget med 63% sammenlignet med sidste år. Antallet af anmeldte voldtægtssager er blandt andet steget fra 580 i første halvår af 2020 til 833 i samme periode i år. Derudover er andelen af kidnapninger af kvinder steget fra 1026 til 1580.

Skolerne åbner igen

I mange delstater er secondary schools åbnet for fysisk fremmøde. Secondary school svarer til 9 til 12 skoleår i Danmark. I delstaten Orissa er secondary schools åbnet op for fysisk fremmøde d 16. august, og i Tamil Nadu starter skoleeleverne d 1. september.