Vores samarbejdspartner CECOWOR har netop sat fokus på børn og klima ved at plante 1.000 træer i Tamil Nadu.
Af Laura Sørensen, projekt- og formidlingspraktikant
Skove er ofte omtalt som “verdens lunger”. Skov kan nemlig trække CO2 ud af atmosfæren og lagre det og dermed afhjælpe den massive belastning af klimaet, som gassen kuldioxid udgør. Træerne optager luftens CO2 gennem bladene og nålene, når de vokser. Kulstoffet lagres i selve træet.
Skovens træer bliver efterhånden et stort lager af kulstof. Når det enkelte træ engang dør og formulder, frigives kulstof igen til luften. Jo mere skov og jo ældre skov, jo større et lager af kulstof kan skoven skåne atmosfæren for. Faktisk er skov det mest effektive middel, vi har i dag til at hive kulstof ud af atmosfæren. Derfor er træer gode for klimaet.
CECOWOR planter 1.000 træer og kommer i lokalavis og -tv
Den 14. november var det meningen, at vores partner CECOWOR skulle sætte fokus på børn og klima. Her ville 1.000 mennesker plante hver deres træ i Tamil Nadu, for således at give ilt til fremtidens børn. Det blev desværre ikke gjort, grundet de enorme mængder regn Indien har været ramt af. De 1.000 træer blev til gengæld plantet lørdag den 11. december, og vi har netop nu modtaget en masse billeder fra begivenheden. De tre projekter ’Sammenhold om Børns Rettigheder’, ’Lige Ret til Sundhed og Læring’ og ’Covid-19 respons’, vi har i samarbejde med CECOWOR, var alle med til at plante træerne.
På baggrund af Ambigas initiativ, CECOWORS direktør, indviede minister Gingee Masthan plantningen af de 1.000 træer. Forbudsudvalgsformand og advokat R. Vijaya Kumar samt Melmalayanur forbundssekretær Nedunchezhiyan var alle til stede ved begivenheden. Begivenheden blev delt i både lokalaviser og -tv, hvilket vi alle er meget stolte af.
En uundværlig kvinde
Ambiga har igen bevist sin uundværlighed for både CECOWOR og Aktion Børnehjælp. Hun har kæmpet sig til tops siden hendes mand startede CECOWOR og har siden hans død, vist et næsten umenneskeligt overskud samt overtaget rollen som konstitueret direktør i organisationen.
Vi kan i Aktion Børnehjælp ikke takke hende nok!