Nyheder

Den indiske høstfest Pongal

Pongal fejres hvert år over fire dage i midten af januar. I år skulle den blive fejret den 14. januar – 17. januar 2022, men er blevet udskudt grundet lockdown.

Af Laura Sørensen, projekt- og formidlingspraktikant

Hvad er Pongal?

Pongal er en indisk høstfest, der hvert år fejres over fire dage. Høstfesten er mest populær i Sydøstindien og især i delstaten Tamil Nadu. Pongal er særlig populær grundet Indiens store forbrug af landbrug. Ved høstfesten takker man sol, regn, dyr og jorden for en god høst.

Desuden er “Pongal” både navnet på høstfesten og den risret, man laver under festivalen. Pongal betyder at “koge over”, og årsagen til navnet skyldes traditionen med at koge risene (til risretten) i en gryde, indtil de begynder at koge over.

Første dag

På Pongals første dag gøres hjemmene grundigt rent, og nogle familier brænder gamle eller uønskede ting. Symbolikken er slutningen på det gamle og begyndelsen på noget nyt. Huse og gader pyntes og dekoreres med flotte farverige mønstre (rangoli/kolam). Mange familier køber endda nyt tøj og tager oliebade.

Anden dag

På andendagen (som også er Pongals store dag) tilbereder man risretten Pongal, som familierne tilbyder til solguden i forbindelse med bøn. Nogle familier hædrer ligeledes regnguden Indra i håb om, at næste høst bliver god med både sol og regn. I den forbindelse renser mange landmænd også deres redskaber. Familierne spiser Pongal-retten sammen senere på dagen.

Tredje dag

På tredjedagen tilbedes landbrugsdyrene og særligt koen, som er en af de hellige dyr i Indien. Dyrene bliver også dekorerede, og nogle af køerne bliver medbragt til templerne for at modtage velsignelse.

Fjerde dag

På Pongals fjerde og sidste dag ofres der blandt andet ris til solguden, og nogle serverer det også for fuglene. Herudover tilbringer familierne dagen sammen, hvor de takker hinanden for hjælp under høsten, tager på udflugt og besøger hinanden.

I år er Pongal blevet udskudt grundet endnu en lockdown. Vi håber på at de snart kan få lov til at fejre Pongal, og vi ønsker alle i Indien et godt høstår i 2022!