Nyheder

Kort nyt: Endnu en lockdown og godt nyt fra projekter

Der er endnu en lockdown i delstaten Tamil Nadu, og så er vi kommet godt i gang med Covid-19 Auto Awareness Program.

Af Astrid Larsen, Projekt- og formidlingspraktikant

Onsdag den 5. januar meddelte Tamil Nadus regering at de indfører endnu en nedlukning for at begrænse smitten af Covid-19 og Omikron-varianten. Denne nedlukning trådte allerede i kraft dagen efter. Nedlukningen inkluderer fuld nedlukning hver søndag, udgangsforbud fra kl. 22-05, samt forbud på religiøse samlingssteder fredag, lørdag og søndag.

Derudover er skolerne igen lukket ned med undtagelse for 10., 11. og 12. klasserne. Træningscentre er lukket. Busser og metroer er nedsat til 50 procent af original kapacitet. Og som en trist nyhed for mange af inderne, så er Pongal festivalen (14. -17. januar) blevet udsat.

Nedlukningen har ikke fået en slutdato endnu. I Orissa, hvor vi også har projekter i samarbejde med ARM og Living Farms, så er restriktionerne ikke helt så voldsomme. Fra onsdag den 5. januar indførte de følgende restriktioner: Markeder, butikker og biografer må holde åbent fra kl. 9-21 alle ugens dage. Skoler og universiteter skal holde lukket dog med online undervisning. Restriktionerne gælder foreløbig frem til den 1. februar 2022.

Både CECOWOR, ARM og LF, som er vores samarbejdspartnere i Indien, vurderer ikke, at restriktionerne kommer til at have større indflydelse på projekterne.

Covid-19 Auto Awareness Program er godt i gang

Covid-19 Respons Awareness Programmet hos CECOWOR er godt i gang. De har indtil videre nået 320 landsbyer, hvilket er halvvejs målet. De er meget optimistiske og opsatte på at få denne aktivitet gennemført. Særligt inden den næste lockdown for alvor træder i kraft.

Programmet indeholder information omkring Covid-19 (omikron-varianten), denguefeber og børnerettigheder. Mange af landsbyboerne har ikke den samme adgang til internettet som andre, samt mange af dem kan ikke læse særlig godt. Derfor er denne aktivitet utrolig vigtig, da de ellers ikke bliver oplyst korrekt om den nye omikron-variant.

Projektet ‘Familier Bekæmper Fejlernæring’ er lige ved at være i mål

Vi havde selvfølgelig håbet på, at vi ville kunne tage til Orissa og besøge ARM og se resultaterne af projektet ‘Familier Bekæmper Fejlernæring’. Men Corona har sat en stopper for dette.

I stedet er den danske frivilliggruppe lige nu i fuld gang med at planlægge et to dags virtuelt besøg, hvor vi blandt andet skal gennemgå alle projektaktiviteterne og snakke med ARMs team om, hvordan det er gået.

Vi skal også lave en evaluering, hvor ARM team får mulighed for dele de udfordringer de har mødt, men også hvilke ændringer de har set projektet har medført. Det bliver et virtuelt besøg, hvor vi vil kigge tilbage på 4 gode, spændende, men også udfordrende år. Vi glæder os!