Nyheder

En mini-blog om vores monitoreringsbesøg til Indien

Vi har været hjemme fra Indien i over en måned nu, men minderne om vores monitoreringsrejse til vores partner, ARM, fylder stadig.  

Af Mohona Bhuyan, projekt- og formidlingspraktikant

29/11/2022

Emilie, Mathilde og jeg, Mohona, besøgte Aktion Børnehjælps partner, Alternative for Rural Movement (ARM) i Baliapal, Odisha, Indien i oktober 2022. Vi har arbejdet med ARM førhen i tiden med det afsluttede projekt Familier Bekæmper Fejlernæring. Efter et succesfuldt forløb dér, fortsatte vi med projektet Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed siden januar 2021.  

ARM bor et smukt idyllisk sted med rismarker, frodigt landskab og høflige naboer. Selvom vores dage var booket med møder, workshops og brainstorms, gav ARM os nok at opleve med de mange flokke af aber på campus på daglig basis, dejlig mad og ture til byen og den bengalske bugt. 

Feltarbejdere i projektet Bedre sanitet giver bedre sundhed. Mamata, Plabanika, Subhalaxmi, Gopal og Arjun på ARMs campus. Foto: Mohona Bhuyan.

Der viste sig en interessant arbejdskultur, som er væsentligt anderledes end den danske. Jeg elskede de spontane chai-pauser i vores workshops og de lækre kiks på siden. Jeg havde heller ikke noget imod den uformelle natur med opkald midt i workshops, der med et tilbageblik virker som en kontrast til feltarbejdernes lange og dedikerede arbejdstimer ude i deres respektive landsbyer. Jeg nød også at se hvor tætte vores indiske kolleger i ARM var med hinanden i deres fnis og håndhold. Det var et forfriskende syn på en arbejdskultur. 

Det var opkvikkende at sætte ansigt på mange af de projektdeltagere, jeg havde brugt en måned på at læse om her i Danmark som ny praktikant. I Odisha mærkede jeg en ret intens kultur med gæstfrihed, der manifesteres i hjertevarmende fejringer. På vores feltbesøg, fulgte landsbypigerne- og kvinderne, i landsbyen Chhada, os dansende fra bilen til forsamlingsstedet, beklædt med tøj af farveeksplosioner. Utallige kokosdrikke, kram, håndtryk og smil fyldte vores felt-besøg, hvor vi også fik rundture på skolerne.

Fest-klare og gæstfrie landsbybeboere i landsbyen Chhada. Foto: ARM.

Efter fire dage med feltarbejderne og fire feltbesøg var det med et tungt hjerte, at vi tre forlod ARMs campus, men heldigvis er repræsentanter fra Aktion Børnehjælp tilbage til ARM næste år.  

Programleder Mathilde, frivilligkonsulent Emilie og praktikant Mohona på monitoreringsbesøg i Chhada. Foto: ARM.

Hvis du vil læse om Emilie, vores frivilligkonsulent, og hendes oplevelse med vores besøg til ARM, kan du gøre det her. Hvis du vil læse om vores monitoreringsbesøg til vores anden partner, Living Farms, fra vores anden frivilligkonsulent, Maria, kan du gøre det her.