Living Farms fortsætter deres PLA-sessioner, spændende udstilling i Karens Minde Kulturhus og et nyt ansigt på Aktion Børnehjælps sekretariat.
Af Katrine Trane, projekt- og formidlingspraktikant
29/11/2022
Den 3. PLA-session i Unge kvinder fælles handlinger har fokus på fejlernæring
PLA-sessions er et bærende element i Unge Kvinder – Fælles Handling projektet. Den 3. PLA-session havde et vigtigt emne som fokuspunkt: Fejlernæring på tværs af generationer blandt kvinder. Dén problematik er vigtig at være opmærksom på, da fejlernærede kvinder ofte får fejlernærede børn, som efterfølgende fortsætter cyklussen af fejlernæring. Til PLA-sessionen reflekterede pigerne over årsagerne til fejlernæring, samt diskuterede hvordan cyklussen af fejlernæring kunne brydes. Denne refleksion og diskussion er første step på vejen mod bedre ernæring og sundhed for de indiske kvinder.
8. årgang på Ellebjerg Skole har arbejdet med billeder og børnerettigheder
Hvordan formidler man børnerettigheder gennem billeder? Netop dét spørgsmål var omdrejningspunktet for 8. årgang på Ellebjerg Skoles udstilling d. 20. november. Rettigheder som retten til undervisning, retten til beskyttelse og retten til at blive hørt, blev alle fortolket og formidlet af 8. årgang på udstillingen, som en del af oplysningskampagnen for Sammenhold om Børns Rettigheder projektet. Hvis du kunne tænke dig at se lignende udstillinger i fremtiden, skal du holde godt øje med Aktion Børnehjælps sociale medier.
Byd velkommen til Alberte
D. 1. november startede Alberte som erhvervspraktikant hos Aktion Børnehjælp. Alberte har en kandidat i Global Udvikling fra Københavns Universitet, og kommer primært til at være tilknyttet CECOWOR-projekterne, kommunikation og fundraising. Hun har tidligere arbejdet med udviklingsprojekter i Indien og vi på sekretariatet ser meget frem til at arbejde sammen med hende!