Nyheder

National Girl Child Day

D. 24. januar fejres National Girl Child Day i Indien. Dagen har til formål at oplyse om de udfordringer, piger og kvinder møder i det indiske samfund, hvilket er udfordringer, vi også arbejder for at imødegå i Aktion Børnehjælp 

Af Katrine Trane, projekt- og formidlingspraktikant

27/01/202

Hvert år markerer datoen d. 24. januar National Girl Child Day i Indien. National Girl Child Day blev fejret for første gang i 2008, som et initiativ initieret af det indiske Ministry of Women and Child Development.  

National Girl Child Day handler ikke kun om at skabe opmærksomhed om de udfordringer, de indiske piger og kvinder møder. Dagen handler også om at gøre kvinderne opmærksomme på de rettigheder, de har i samfundet, både som mennesker og kvinder. D. 24. januar er derfor en dag, hvor både kvinderne og resten af samfundet bliver bevidste om, at piger og kvinder har ret til uddannelse, ernæring og lighed.  

Hos Aktion Børnehjælp arbejder vi også for, at indiske piger og kvinder får bedre vilkår. I vores Unge Kvinder – Fælles Handling projekt, er netop kvindernes vilkår og udfordringer det bærende element. I projektet definerer de unge kvinder de samfundsmæssige udfordringer, de møder i deres hverdag, diskuterer og vedtager løsningsforslag, og på den måde får de ejerskab over egne liv.  

PLA-session fra Unge Kvinder – Fælles Handling. Foto: Living Farms.  

Vil du læse mere om Unge Kvinder – Fælles Handling, kan du gøre det her: Unge Kvinder – Fælles Handling | Aktion Børnehjælp (aktionboernehjaelp.dk)