Af Therese Boje Mortensen, tidligere praktikant
20/12/2023
I 2017 var jeg praktikant i Aktion Børnehjælp mens jeg læste Menneskerettighedsstudier. På studiet lærte jeg om hvordan stater underskrev FN’s konventioner og dermed bandt sig til at implementere de rettigheder der stod i dem. For eksempel har både Indien og Danmark underskrevet FN’s Børnekonvention og dermed forpligtet sig til at børn i Indien og Danmark har ret til bl.a. uddannelse, til ikke at blive gift som børn og til ikke at være involveret i børnearbejde. Mens jeg lærte om dette internationale menneskerettighedssystem på studiet, observerede jeg også gennem min praktik hos Aktion Børnehjælp hvordan NGO’er – altså ”non-governmental organisations,” som per definition ikke er staten – var centrale aktører når det kom til børns rettigheder: NGO’er forsøger at lægge pres på staten hvis de ikke lever op til deres forpligtelser, men NGO’er er også i stigende grad dem der faktisk leverer rettighedsbaserede ydelser til børn.
Et eksempel på en rettighedsbaseret ydelse er CHILDLINE, Indiens børnetelefon: fra 1996 til 2023 har CHILDLINE fungeret som et ”partnerskab” mellem den indiske stat og NGO’er: staten betaler, en stor NGO i Mumbai administrerer børnetelefonen, og selve arbejdet – at hjælpe de udsatte børn der ringer – bliver udført af hundredvis af små NGO’er rundt omkring i Indien. Indiens børnetelefon er nemlig ikke ligesom den danske, som er en rådgivningslinje, men derimod en måde hvorpå børn kan få fysisk hjælp med f.eks. at stoppe et børneægteskab, komme i skole, komme til lægen, få hjælp hvis de er blevet væk fra deres familie, eller på andre måder få sikret det som de har ret til ifølge indisk lovgivning, en lovgivning der i høj grad stemmer overens med FN’s Børnekonvention.
Da jeg var i praktik hos Aktion Børnehjælp var to af vores partnere – CECOWOR og ARM – nogle af de NGO’er som drev CHILDLINE i deres lokalområde. Jeg var meget fascineret af denne stats-NGO-samarbejdsmodel, og undrede mig over om alt det arbejde som NGO’er laver fordi stater ikke selv gør det, egentlig er rettighedsarbejde. Er en menneskeret ikke defineret af at den kan kræves af staten? Hvad sker der med ”rettigheder” som begreb når de ikke leveres af staten, men af NGO’er? Er NGO’ers arbejde et symptom på at menneskerettighedssystemet ikke fungerer? Når en dansk NGO som Aktion Børnehjælp får penge af en pulje som er finansieret af danske skatteydere, og bruger de penge på at lære børn om deres rettigheder i Indien – hvilke magtforhold er så på spil, og hvem har egentlig ansvaret for at sikre børns rettigheder? Disse spørgsmål fik mig til at skrive en Ph.d.-ansøgning til Lunds Universitet i Sverige som har finansieret og lagt arbejdsplads til mit afhandlingsarbejde fra 2018 til i dag, hvor afhandlingen netop er færdigskrevet.
Forholdet mellem stat og NGO
I afhandlingen undersøger jeg hvilket syn NGO-arbejdere som arbejder for CHILDLINE har på børns rettigheder, og ikke mindst på hvem der har ansvar for at implementere børns rettigheder. Hvor FN’s konventioner og konventionel rettighedsteori lægger stor vægt på at en abstrakt ”stat” har ansvaret for menneskerettigheder, fandt jeg at praksis er meget mere kompleks. CHILDLINE er et eksempel på hvor kompliceret forholdet mellem stat og NGO er i Indien: den indiske stat lægger en masse ansvar over på NGO’er der laver arbejde som staten kan stå inde for – såsom børns rettigheder – men er samtidig meget restriktiv når der kommer til hvad staten ser som ”politisk” arbejde, altså f.eks. minoritetsrettigheder. Samtidig er mange NGO’er – som bl.a. CHILDLINE – i praksis en del af staten, fordi de er finansierede af staten og samarbejder med lokale myndigheder hele tiden. Det er altså svært at skille stat og NGO ad i praksis. Afhandlingen problematiserer dermed det simplistiske statscentrerede menneskerettighedsbegreb, som findes i juridisk og filosofisk teori, og argumenterer for at praksis – som per definition ikke er det ”ideelle,” men det ”reelle” – bør tages seriøst teoretisk. For eksempel foreslår jeg at NGO’ers rolle i menneskerettighedsimplementering ikke bør forstås som et ”plaster på såret” eller ”brandslukning” indtil vi når det ideelle mål hvor staten tager al sit ansvar, men rettere som en integreret del af menneskerettighedsarbejde: ingen stater er perfekte, og der vil altid være brug for NGO’er som udfylder de huller som staten ikke kan. Dette er ikke en ideel teori, men derimod en praksis-informeret teori.
Et af kapitlerne i bogen giver en grundig introduktion til Aktion Børnehjælps partner, CECOWOR, herunder deres historie og værdier. Det er samtidig en analyse af partnerskabet mellem Aktion Børnehjælp og CECOWOR. Jeg håber, at Aktion Børnehjælp kan bruge afhandlingen til at reflektere over deres egen og deres partneres rolle i et globalt ”NGO-samfund,” samt til at lære om hvilket komplekst forhold der findes mellem den indiske stat og NGO’er. Afhandlingen viser også, hvor svært det er at drive rettighedsbaseret arbejde i en stat som ikke altid er modtagelig for at tage sit ansvar: det er dette svære arbejde som Aktion Børnehjælp hver dag kæmper for.
Afhandlingen med den engelske titel ”NGOs as child rights implementers in India: How NGO workers negotiate human rights responsibility in a neoliberal and restrictive state” kan læses her.