Nyheder

Frivillige redder landsbys adgang til vand

Beboere fra landsbyen Melachery i Tamil Nadu har med hjælp fra et af Aktion Børnehjælps projekter og vores partner CECOWOR, forhindret et forsøg på at fratage landsbyens eneste vandressource.

I efteråret 2020 modtog Shivani, en kvinde fra fra landsbyen Melachery i Tamil Nadu, en nyhed om, at nogen var begyndt at grave omkring deres eneste vandrør. Hun gik ud til personerne, som arbejdede.

De fortalte, at rørene skulle omlægges, så et nærtliggende område med højkaste folk kunne få vandet fra landsbyen. Hun konfronterede arbejderne og fortalte om vigtigheden af, at hendes landsby fortsat havde adgang til vand og sagde, at de skulle stoppe boringen. Hun blev dog afvist.

Melachery er en af de landsbyer, som er med i Aktion Børnehjælps projekt “Lige Ret til Læring og Sundhed”. Gennem det arbejde tog Shivani fat i CECOWOR, en af vores partner på projektet.

Mary Selvarani og Rajaram fra CECOWOR rådgav Shivani og landsbybeboerne til at indsende en skriftlig klage til de lokale myndigheder. Efter at have modtaget klagen, beordrede myndighederne et stop af boringen. Derved har Melachery stadig adgang til vand takket være Shivani og de andre landsbybeboere.

Diskrimination af udsatte grupper

I Melachery bor der ca. 45 familier af Irular-stammen, som er en etnisk gruppe, der historisk har været diskrimineret igennem kastesystemet i Indien. Ekstrem fattigdom, analfabetisme og diskrimination er en stor udfordring for disse grupper. I tilfældet med Melachery og Shivani bestod diskriminationen i, at der var risiko for, at deres eneste vandressource vil blive taget fra dem. Det ville have haft en stor effekt på landsbyen.

Ved kun at have en vandressource i landsbyen, har de i sommermånederne mangel på vand. Derved er de nødt til at hente vand fra brønde, som tilhører landbruget.

Tillid mellem udsatte grupper og myndigheder

Sammen med CECOWOR arbejder “Lige Ret Til Læring og Sundhed” på at sikre, at børn af romaer og oprindelige folk kommer i skole og hjælper mødrene igennem mødregrupper.

Shivani er selv med i en mødregruppe i projektet. Romaer og oprindelige folk har som alle andre grupper i Indien ret til basale rettigheder, såsom ret til skolegang. Derfor er det vigtigt at befolkningsgrupperne får kendskab til deres rettigheder og kræver dem.

Historien med Shivani er et godt eksempel på, hvordan et diskrimineret lokal samfund tager kampen op imod uretfærdighed. Ved at gå til de lokale myndigheder og få tilsagn til, at Shivani og landsbyen har ret i at boringen skulle stoppe, skabes der tillid mellem de diskriminerede grupper og de lokale myndigheder.

Det vil i fremtiden betyde, at romaer og oprindelige folk får tiltro til at de kan gå til myndighederne og kræve deres rettigheder og få en fair behandling.