Slutspurten af projektet Familier Bekæmper Fejlernæring er sat ind, og lukningen af skoler har ført til nye mål i projektet Lige Ret til Læring og Sundhed.
Af Astrid Larsen, Projekt- og formidlingspraktikant
Der er mindre end seks måneder tilbage af projektet Familier Bekæmper Fejlernæring, som vi implementerer i samarbejde med vores projektpartner, ARM, som arbejder for at skabe bedre vilkår for fattige landsbybeboere i det nordlige Orissa. Projektet er derfor gået ind i den sidste slutspurt, og der er stadig en del aktiviteter, der mangler pga. uforudsete faktorer som cykloner og Covid-19 situationen. Men vi skal nok nå i mål.
Lige nu er det lokale team i gang med at træne de 148 selvhjælpsgrupper i den næstsidste af de originale PLA-sessions. PLA står for Participatory Learning & Action og er en metode, som bygger på deltagerdrevet læring hos de lokale og som skal motivere dem til bl.a. at løse forskellige problemstillinger. Alle selvhjælpsgrupperne får også et opfriskende kursus i bogholderi og demokratiske gruppestrukturer. Kurset skal være med at styrke grupperne, så de kan fortsætte det gode arbejde, selv efter projektet er afsluttet.
Lukning af skoler har resulteret i nye projektmål
I projektet Lige ret til Læring og Sundhed, som vi implementerer i samarbejde med vores partner CECOWOR, er et af målene at sikre, at alle børn fra de 30 landsbyer, beboet af romaer og stammefolk, kommer i skole, og færdiggør grundskolen (1.-8. klasse). Men som følge af coronakrisen lukkede skolerne ned 3 uger inde i projektet (marts 2020) og er halvandet år efter stadig delvist lukkede. Vi har derfor over sommeren samarbejdet med CECOWOR om at ændre projektmålene til den nuværende situation.
Målet om at få alle i skole er derfor ændret til at fokusere på de afledte konsekvenser af skolelukningen for børn og unge og hedder nu: By the end of the project, physical-, mental- and right issues experienced by children and adolescents related to the long-term closure of schools have been addressed.
Fokus vil bl.a. være at skabe fora for børn i skolealderen (5-16 år), hvor de kan mødes i socialt samvær, øge fokus på deres rettigheder i landsbyen samt sikre og gøre opmærksom på alternativer til almindelig skolegang.
Coronakrisen har påvirket alle
Det lokale team for Covid-19 respons-projektet har fortalt, hvordan coronakrisen har påvirket inderne og ikke mindst dem selv. De fortalte blandt andet, at mange familier var splittet i flere måneder under den store nedlukning i 2020, da de ældre børn på college og ægtefæller, der arbejdede i andre byer, ikke kunne komme hjem.
Pandemien har også skabt stor mistillid blandt folk. Man tør ikke længere hjælpe fremmede af frygt for smitte. Selv internt i familier har man støttet hinanden meget mindre end normalt, pga. angst for smitte. Alle udtrykker også en fælles bekymring for den yngre generation, og hvilken fremtid de går i møde.