I denne udgave af kort nyt kan du læse om nye sygeplejerskestuderende og åbne skoler, stille og rolig start efter heftigt regnvejr samt projektet ’Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed’s kerneopgave, som endelig er startet.
Af Laura Sørensen, projekt- og formidlingspraktikant
Vores fadderskabspartner, St. Thomas Hospital, fortæller, at et nyt hold sygeplejerskestuderende er glade for at være startet og ser frem til at lære en masse nye ting. Nogle af dem kæmper desværre med at betale for skoleafgiften grundet finansielle problemer, hvilket bl.a. er en af de mange følger af corona. Eksaminerne for de igangværende studerende begyndte mandag den 13. december, hvilket er positivt for de studerende.
Vores fadderskabspartner fortæller yderligere, at alle skoler og træningscentre åbnede op allerede den 1. november for alle i 1. til 12. klasse.Dét er gode nyheder!
Stille og rolig start efter heftigt regnvejr
CECOWOR har stået over for nogle store udfordringer i forbindelse med det heftige regnvejr. Alligevel har de formået at holde humøret højt og gennemføre de aktiviteter, som har været mulige, under omstændighederne.
CECOWOR har dog den seneste tid prioriteret at få landsbybeboerne evakueret til tørre og sikre lejre/bygninger, samt at give dem mad. Det har desværre haft betydning for projektet ’Sammenhold om Børns Rettigheder’. Heldigvis er regnvejret nu så småt ved at nå sin ende, hvilket betyder at der stille og roligt kommer gang i projektaktiviteterne igen. CECOWOR har fået internet og strøm tilbage, så de kan arbejde inde på kontoret igen. Ambiga (CECOWORs direktør) er optimistisk og glad for, at det værste regnvejr er ovre.
En kerneopgave er startet
Endelig er det blevet muligt for projektteamet ’Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed’ i Orissa, at afholde en af kerneopgaverne i projektet, nemlig triggerings. Triggerings er en vigtig del af den metode, der bliver benyttet i projektet.
Til en triggering samles hele landsbyen, for at motivere og mobilisere indbyggerne til, i fællesskab, at stoppe usunde praksisser med at besørge i det fri. Forud for hver triggering besøger teamet, fra vores partner ARM, landsbyens ledere og overhoveder, for at sikre, at de giver tilladelse til triggering-eventet. Derefter tager teamet hjem og planlægger, og uddelegerer øvelserne, så de er klar til at afholde eventet.
Til selve triggering-eventet fortæller teamet om de negative konsekvenser, der er ved at besørge i det fri, f.eks. spredning af mave- og tarminfektioner. Herefter tegner landsbyboerne et kort over landsbyen, og markerer hvor der besørges i det fri, så de kan sætte ind overfor den usunde vane. Til hver triggering holder ARMs team nøje øje med, hvilke landsbyboere der er særligt motiverede. Disse indgår i lokale ”sanitetskomiteer”, der skal være med til at sikre, at landsbyen sammen når målet om, at man ikke skal besørge i det fri.
Ovenstående er alt sammen noget, vi i Aktion Børnehjælp, er rigtig glade for at høre!