Børns rettigheder, Indien, Nyheder

Festival hylder elefantguden Ganesh

Aktion Børnehjælp Ganesh Chaturthi Festival

 

 

 

 

 

 

 

Af Malene Helledie

En elefants hoved hvor øjne og kinder stråler af farverig makeup ovenpå en mandekrop med fire arme – den skikkelse er både eventyrlig og genkendelig for de fleste. Det er den hinduistiske gud Ganesh, som hvert år bliver hyldet med en 10 dages festival verden over. Han er søn af Shiva og Parvati, og han er guden for visdom, velstand og lykke, og ham der kan fjerne al ulykke.
På en rejse til Indien vil du kunne finde den karakteristiske figur af guden alle steder, lige fra i templerne, på gadehjørnerne, som en del af hjemmealtre og i butiksvinduerne.

 

En gud der omfavner mange

Ganesh er en af de mest populære guder blandt hinduer og formentlig en af de mest opsigtsvækkende med dens farverige og finurlige fremtræden – derfor er den også blevet taget til sig af populærkulturen rundt om i verden som en flot artefakt.

I hænderne har Ganesh tre forskellige symboler, der har stor betydningen for de tilbedende. Han bærer et tov, der siges at kunne trække den bedenes bevidsthed til sig og berige den. I den anden hånd bærer han en kniv, der siges at kunne skære alt uheld og ulykke væk. I den tredje hånd har han en dessert, der symboliserer at han bringer alt det gode til folket. Den sidste hånd strækker han frem for sig for at hjælpe og beskytte tilbederne.

Der følger mange interessante historier med de hinduistiske guder. Historien om hvordan Ganesh blev født er der flere versioner af, men den mest populære lyder sådan her: Da guden Parvati var i bad skabte hun en tjener til at holde vagt ved hendes dør. Da Parvati’s mand Shiva kom hjem til hende, kommer de to mænd op at slås og Shiva hugger hovedet af Ganesh. Parvati er ulykkelig, og hun får Shiva til at drage ud for at finde et nyt hoved for at vække tjeneren til live. Han vender tilbage fra en tur i junglen med et elefanthoved, og dermed blev Ganesh’s finurlige skikkelse skabt, og fremover omtales han som parrets søn.

 

Aktion Børnehjælp Ganesh Chaturthi Festival

 

Fest i gaderne

Festivalen hedder Ganesh Chaturthi og har flere faser og mange regler, der hver bliver udført med den største intensitet og omhyggelighed. Den velkendte figur af Ganesh bliver bygget i mange forskellige versioner, der vil male bybilledet og hjemmene i intense farver de næste mange dage. Du kan se flere meter høje Ganesh figurer, og under hele festivalen vil du kunne høre at der synges, eller chantes, livligt for at tilbede ham.

For at sætte festivalen i gang skal der gøres rent derhjemme, så du viser sig fra din bedste side og hjemmealtret med Ganesh figurer og røgelse skinner. Derefter skal du faste om dagen, og om aftenen spiser man på traditionel vis den søde ret ’Modak’, vegetarisk mad, og selvom det er en festlig anledning må der ikke indtages alkohol.

 

Den største begivenhed finder sted på den tolvte dag af festivalen. Her bæres Ganesh figurer i alle afskygninger i et optog ned til den nærmeste flod. De tilbedende bærer figurerne helt ud i vandet og ser på, mens den farverige Ganesh synker og elefanthovedet forsvinder fra overfladen. Ifølge religionen trækker Ganesh alt det onde, uheld og ulykke med sig ned i dybet, og festivalens mission er dermed veludført.

 

Aktion Børnehjælp Ganesh Chatirthi Festival