Nyheder

Børnerettighedsgruppe kaster lys over pigers sundhed

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_ARM_06

Børnearbejde, få børn, der går i skole samt begrænset adgang til basale sundhedsfaciliteter er fremtrædende problemer i landsbyen Kantabani, som ligger i det østlige Indien. Månedlige børnerettighedsmøder på den lokale skole i landsbyen er med til at skabe opmærksomhed herpå.

Børnerettighedsgrupper
Aktion Børnehjælp har i samarbejde med Alternative for Rural Movement (ARM) oprettet 20 børnerettighedsgrupper i Balasore distriktet, der har til formål at skabe større opmærksomhed omkring børns rettigheder.

Netop Kantabani udgør en af de landsbyer, hvori der er dannet en børnerettighedsgruppe. Landsbyen er hovedsageligt bosat af marginaliserede samfundsgrupper, der lever i desperat fattigdom. Særligt indbyggernes begrænsede adgang til basale sundhedsfaciliteter er et stort problem i landsbyen.

Sundhed på dagsordenen
På den lokale skole i Kantabani bliver der månedligt afholdt børnerettighedsmøder. Under det månedlige møde i marts var det særligt sundhedsproblemer samt børns rettigheder inden for sundhedsområdet, der stod højt på dagsordenen.

Til dette møde blev medlemmerne informeret om de offentlige sundhedsarbejdere, der tilbyder basale sundhedsfaciliteter til gravide, børn og unge piger. Herudover blev medlemmerne også gjort opmærksomme på tilgængeligheden af jern og folsyre tabletter, som udleveres på sundhedscentrene.

Mødets indhold blev efterfølgende diskuteret sammen med deltagernes ældre søskende, forældre og piger fra landsbyen.

Gadeteater og folkesange
Under en kulturaften i midten af april blev Kantabanis øvrige borgere ligeledes gjort opmærksomme på unge pigers sundhed samt de offentlige sundhedsarbejderes rolle via gadeteater og traditionelle folkesange.

I forlængelse af kulturaftenen lykkedes det en gruppe unge piger at komme i kontakt med en ansat fra det offentlige sundhedspersonale, som underviste pigerne i personlig hygiejne samt vigtigheden af at indtage nærende mad.

Efter at have modtaget undervisning fra den offentlige sundhedsarbejder er pigerne blevet inspireret til at opretholde en sund livsstil.

Inspiration og vidensdeling
Kantabanis befolkning udviste siden hen stor begejstring over for medlemmerne af børnerettighedsgruppen, som de mente havde gjort en imponerende indsats.

En stor del af indbyggerne i Kantabani er nu opmærksomme på de offentlige sundhedsarbejderes rolle og har tilegnet sig mere viden om sundhed og rettigheder. Således er de månedlige børnerettighedsmøder samt de festlige kulturaftener med til at skabe rum for vidensdeling blandt indbyggerne i Kantabani.