Projektperiode: Marts 2020 – Oktober 2026
Lokal samarbejdspartner: CECOWOR
Lokation: 30 landsbyer i Villupuram-distriktet, Tamil Nadu, Indien
Budget: 2 millioner
Målgruppe: 900 børn i alderen 3-14år og 300 mødre.
Projektet Lige Ret til Læring og Sundhed fokuserer på at sikre uddannelse og sundhedsydelser til marginaliserede romaer og oprindelig folk i 30 landsbyer i Villupuram-distriktet, Tamil Nadu. Denne befolkningsgruppe oplever udbredt diskrimination fra deres samfund og mydighederne, som begrænser deres adgang til grundlæggende rettigheder. Projektet arbejder for at sikre disse mennesker lige adgang til regeringens tilbud som børnehaver og skolegang, med henblik på at hjælpe dem ud af ekstrem fattigdom og skabe varige positive forandringer.
Projektets målsætninger
Lige adgang til sundhed og læring for alle børn
Alle børn fra roma- og stammefolk sikres adgang til sundhed og førskoleundervisning i lokale Anganwadi-centre. Dette opnås ved at etablere samarbejder med lokale centre, uddanne personalet i inklusion og ikke-diskrimination og arrangere dialogmøder mellem medarbejdere og forældre. Derudover udføres oplysningskampagner, der fremhæver betydningen af førskolegang og tilgængelige Anganwadi-tilbud.
Håndtering af konsekvenserne af Covid-19 skolelukninger
Langvarige skolelukninger under Covid-19 har efterladt mange børn med fysiske, mentale og sociale udfordringer. Vi adresserer disse konsekvenser gennem etablering af børnegrupper, hvor børn lærer om deres rettigheder og trivsel. Fokus ligger på at styrke børns adgang til undervisning og sikre, at de kommer godt videre efter pandemien.
Styrkelse af romaer og stammefolks kamp for deres rettigheder
Vi styrker roma- og stammefolk gennem opbygning af Child Support Groups for mødre, hvor træning og kapacitetsopbyggende aktiviteter øger deres viden om egne rettigheder. Projektet sikrer desuden, at familierne får nødvendig dokumentation og ID-kort, som er påkrævet for adgang til statslige støtteprogrammer. Landsbyens aktivister trænes i at lede børnegrupper og bistå familierne, så de kan kæmpe for deres ret til uddannelse og sundhed.
Samarbejdspartner i Indien
CECOWOR
Centre for Coordination of Voluntary Works and Research (CECOWOR) blev grundlagt i 1987 og arbejder med uddannelse og udviklingsarbejde i landdistrikter syd for Chennai, med fokus på at skabe lige muligheder for marginaliserede grupper som lavkaster, kasteløse, stammefolk og romaer. På grund af forsinkelser i FCRA-licensfornyelsen manglede CECOWOR licens fra starten af 2022 til september 2024, hvilket satte deres projekter på pause fra 2023 til oktober 2024.
Læs mereEn bæredygtig forandring
Langt de fleste romaer og stammefolk i Tamil Nadu lever under fattigdomsgrænsen. Dette fører ofte til, at børn arbejder i stedet for at gå i skole, hvilket forstærker marginaliseringen. Projektets bæredygtige tilgang bryder denne cyklus ved at styrke mødrene gennem viden om uddannelsens værdi. Når børnene sendes i skole, lægges fundamentet for et bedre liv for fremtidige generationer.
Gør en forskel ved at støtte vores arbejde for børns rettigheder:
Bliv medlem af Aktion BørnehjælpVigtigheden af skolegang
Adgang til børnehaver er afgørende, da det markant øger børns chancer for at starte i grundskolen ved seks års-alderen og fortsætte deres uddannelse. I projektet lærer børn i skolealderen om deres rettigheder og muligheder gennem leg i børnegrupper, mens deres mødre organiseres i landsbygrupper for at få viden om vigtigheden af uddannelse, deres rettigheder, og hvordan de kan kræve dem.
Romaer og Stammefolk: Romaer og stammefolk lever ofte under vanskelige forhold i telte og hytter og oplever omfattende analfabetisme, sygdom og diskrimination, som begrænser deres adgang til uddannelse og sundhed. ‘Scheduled Tribes‘ har status som de lavest rangerede i Indiens sociale hierarki og gives adgang til statslige støtteordninger. Men mange romaer, der lever nomadisk, opfylder ikke ‘Schedualed Tribes kravet* om geografisk isolation og kæmper derfor stadig for denne anerkendelse.
Pigeliv – Forskelle og lighed i Indien og Danmark
Få i et indblik i forskelligheder og ligheder mellem et indisk og dansk børneliv i videoen nedenfor. Tre indiske og tre danske piger har filmet og fortæller samtidig om forskellige aspekter af deres hverdag såsom skoleliv og fritidsliv. Videoen fremhæver hvordan hverdagslivet på mange måder adskiller sig fra det danske, men samtidig også er karakteriseret ved glæder, venskaber, udfordringer, latter, kærlighed og sorger – nøjagtig som i en dansk hverdag.
Videoen blev i februar 2023 udstillet over to weekender på DOKK1 i Aarhus, som en del af et oplysningsprojekt, der blev drevet af frivillige. Formålet med indsatsen var at skabe bevidsthed om de forskelle og ligheder, der eksisterer mellem hverdagen i Indien og Danmark, set gennem børnenes øjne. Dette med ønsket om at oplyse og sætte fokus på uligheder i vores levevilkår men også på de mange ligheder, der er mellem hverdagslivet i Danmark og Indien. På DOKK1 blev der samtidig sat fokus på CECOWOR’s arbejde og faciliteret kreative projekter for børn relateret til fire indiske højtider.