Oversigt over projektpartnere
CECOWOR
CECOWOR, Centre for Coordination of Voluntary Work and Research, specialiserer sig i børnerettigheder og sikrer uddannelse for udsatte og marginaliserede børn, hvilket forbedrer deres fremtidsmuligheder.
Læs mereARM
ARM, Alternative for Rural Movement, bruger deres ekspertise i sanitet og fødevaresikkerhed til at forbedre sundheden i lokalsamfundet. De driver et sundhedscenter og arbejder med uddannelse og oplysning.
Læs mereLiving Farms
Living Farms er eksperter i fødevaresikkerhed og innovative dyrkningsmetoder. De har udviklet en metode til at undervise og motivere lokale familier til at fokusere på sundhed og ernæring, især for unge kvinder.
Læs mereOversigt over sponsorpartnere
Asha Nivas
Sammen med Asha Nivas støtter vi slumområdernes udsatte børn med skolegang og sundhed gennem vores uddannelsesprogram.
Læs mereShanthi Bhavan
Shanthi Bhavan driver en børnehave for børn fra slumområderne. Børnehaven støttes gennem vores uddannelsesprogram.
Læs mereSri Kanyakumari
Sri Kanyakumari driver tre børnehjem og én børnehave for sårbare børn. Arbejdet støttes gennem vores uddannelsesprogram.
Læs mereSt. Thomas
St. Thomas støtter fattige og oftest kasteløse børn fra landsbyen Chettupattu. Gennem vores uddannelsesprogram får børnene adgang til skole.
Læs mere
CECOWOR
CECOWOR og Aktion Børnehjælp har samarbejdet siden 1997 om at styrke børns rettigheder i Villupuram-distriktet i den indiske delstat Tamil Nadu. Partnerskabet har gennem årene udviklet sig fra støtte til skolegang og sundhed til langsigtede udviklingsprojekter, der arbejder med de bagvedliggende årsager til, at børn og unge får deres rettigheder krænket.
CECOWOR (Centre for Coordination of Voluntary Work and Research) blev etableret i 1992 og er en lokalt forankret civilsamfundsorganisation med indgående kendskab til områdets sociale og kulturelle forhold. Organisationen arbejder for, at alle børn, særligt de mest udsatte og marginaliserede, får adgang til deres rettigheder, uddannelse og en tryg opvækst. CECOWOR har desuden stor erfaring med at styrke børns aktive deltagelse gennem børneledede metoder og lokale børnerettighedsgrupper, hvor børn og unge lærer at kende, bruge og tale for deres rettigheder.
Alle medarbejdere er rekrutteret lokalt, og flere kommer selv fra marginaliserede samfund. Det giver CECOWOR en stærk forståelse for lokalsamfundenes udfordringer og har gennem mange års samarbejde skabt stor tillid blandt både familier, myndigheder og andre lokale aktører. Organisationen kombinerer direkte arbejde med børn og familier med kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed, så lokalsamfundene i stigende grad selv kan sikre og forsvare børns rettigheder.
ARM
Aktion Børnehjælp har samarbejdet med Alternative for Rural Movement (ARM) siden 1997 om at styrke børns rettigheder og skabe bedre levevilkår for udsatte familier i Odisha, Indien. Partnerskabet bygger på en fælles ambition om at skabe bæredygtige forandringer gennem lokalt engagement, kapacitetsopbygning og stærke lokalsamfund.
ARM blev etableret i 1989 og er en lokalt forankret civilsamfundsorganisation med stor erfaring i at arbejde med marginaliserede samfund. Organisationen kombinerer indsatser inden for fødevaresikkerhed, klimaresiliens, sundhed, uddannelse og børnebeskyttelse og arbejder med de bagvedliggende årsager til fattigdom og ulighed. Gennem klimatilpassede dyrkningsmetoder, lokale frøbanker og bæredygtig forvaltning af naturressourcer styrker ARM familiers fødevaresikkerhed og modstandsdygtighed over for klimaforandringer. Samtidig mobiliserer organisationen lokalsamfund til selv at forbedre sundhed og hygiejne gennem Community-Led Total Sanitation (CLTS), hvor landsbyer støttes i at stoppe åben afføring og skabe varige adfærdsændringer.
ARM har tidligere drevet ChildLine, Indiens nationale hjælpelinje for børn, hvilket har bidraget til organisationens stærke erfaring med børnebeskyttelse og børns rettigheder. Organisationens mangeårige erfaring og tætte samarbejde med lokalsamfund, myndigheder og skoler gør ARM til en stærk og troværdig partner i arbejdet for varige og bæredygtige forandringer.
Living Farms
Aktion Børnehjælp har samarbejdet med Living Farms siden 2017 om at styrke sundhed, ernæring og rettigheder for børn, unge og kvinder i Odisha, Indien. Partnerskabet bygger på en fælles ambition om at skabe bæredygtige forandringer gennem lokalt forankrede løsninger og stærke lokalsamfund.
Living Farms har siden 2005 arbejdet med nogle af de mest marginaliserede samfund i Odisha, særligt Adivasi-befolkningen. Organisationen er anerkendt for sin ekspertise i at koble landbrug, ernæring, sundhed og rettigheder gennem den deltagelsesbaserede PLA-LANN-metode (Participatory Learning and Action – Linking Agriculture, Natural Resource Management and Nutrition). PLA-LANN bygger på, at lokalsamfundene selv analyserer deres udfordringer og udvikler løsninger med afsæt i deres egne ressourcer og viden. Living Farms kombinerer traditionel lokal viden med klimaresiliente dyrkningsmetoder og bæredygtige fødevaresystemer for at forbedre familiers ernæring, sundhed og fødevaresikkerhed. Samtidig arbejder organisationen målrettet med unge kvinder og kvindegrupper, som styrkes til at kende deres rettigheder, udfordre skadelige normer og tabuer samt tage aktiv del i beslutninger, der vedrører deres liv og lokalsamfund.
Gennem næsten 20 års arbejde har Living Farms opbygget stor tillid blandt lokalsamfund, myndigheder og internationale samarbejdspartnere. Organisationen er i dag en anerkendt faglig aktør inden for ernæring, bæredygtigt landbrug og lokalt ledet udvikling og samarbejder blandt andet med UNICEF, forskningsinstitutioner og andre civilsamfundsorganisationer.
Asha Nivas
Siden 1980’erne har Aktion Børnehjælp samarbejdet med Asha Nivas for at sikre udsatte børn adgang til uddannelse og bedre fremtidsmuligheder. Organisationen blev grundlagt i 1976 i Chennai i den indiske delstat Tamil Nadu og har gennem årtier arbejdet for at styrke børn, unge og familiers muligheder for at skabe en mere tryg og bæredygtig tilværelse.
Asha Nivas arbejder ud fra en vision om, at uddannelse er nøglen til empowerment og social forandring. Organisationen støtter børn og unge gennem en bred vifte af indsatser, herunder førskoleaktiviteter, skole- og uddannelsesstøtte, alternative læringsforløb samt erhvervs- og kompetenceudvikling. Samtidig arbejder Asha Nivas med at styrke familiers økonomiske og sociale ressourcer, så de i højere grad kan understøtte deres børns skolegang og udvikling. Organisationen har en helhedsorienteret tilgang, hvor arbejdet med børn og unges læring kombineres med økonomisk styrkelse af familier og oplysning om rettigheder – især med fokus på at styrke kvinder og unge i at udvikle kompetencer og skabe positive forandringer for sig selv, deres familier og deres lokalsamfund.
Gennem mange års samarbejde har Asha Nivas opbygget stærke relationer til de lokalsamfund, hvor organisationen arbejder. Den lokale forankring og det langsigtede arbejde med børn, unge og familier gør Asha Nivas til en vigtig partner i indsatsen for at skabe varige forbedringer i udsatte børns livsvilkår.
Shanthi Bhavan
Samarbejdet mellem Shanthi Bhavan og Aktion Børnehjælp startede i 1972 og har fokus på at sikre børn fra udsatte familier i Chennai adgang til uddannelse, omsorg og bedre fremtidsmuligheder.
Shanthi Bhavans arbejde centrerer sig om at støtte børn og unge gennem deres skolegang og samtidig styrke familierne – særligt mødrene – som spiller en afgørende rolle for børnenes trivsel og udvikling. Organisationen følger tæt de børn og unge, der modtager støtte til skolegang, og har løbende kontakt med både familier og skoler for at sikre deres trivsel, udvikling og fastholdelse i uddannelsessystemet. Organisationen har en helhedsorienteret tilgang, hvor uddannelsesstøtte kombineres med rådgivning, livsfærdigheder, sundhedsoplysning og aktiviteter, der styrker børns trivsel, selvtillid og personlige udvikling. Gennem workshops, sommerlejre, fritidsaktiviteter og individuelle støttesamtaler får børn og unge mulighed for at udvikle både faglige, sociale og personlige kompetencer.
Samtidig samarbejder Aktion Børnehjælp og Shanthi Bhavan om at styrke unge kvinder og enlige mødres muligheder gennem sy- og broderiuddannelser. Her lærer kvinderne først og fremmest håndværket, men får også undervisning i iværksætteri, økonomisk rådgivning og støtte til at etablere deres egne mindre virksomheder. Ved at styrke mødrenes økonomiske og sociale ressourcer bidrager indsatsen til, at flere børn kan forblive i skolen og vokse op i trygge rammer.
Gennem mange års samarbejde har Shanthi Bhavan skabt positive forandringer for børn og kvinder i nogle af Chennais mest udsatte områder. Det langsigtede fokus på uddannelse, trivsel og styrkelse af kvinders muligheder bidrager til at skabe bedre livsmuligheder for både kvinder og børn.
Sri Kanyakumari
Aktion Børnehjælp har siden 1969 samarbejdet med Sri Kanyakumari Gurukula Ashram i den sydligste del af den indiske delstat Tamil Nadu. Organisationen har gennem årtier arbejdet for at skabe en tryg opvækst og bedre fremtidsmuligheder for børn fra udsatte familier.
Kernen i Kanyakumaris arbejde er at sikre børn og unge et trygt hjem med omsorg, stabile voksenrelationer, nærende hjemmelavet vegetarisk kost og adgang til uddannelse. Organisationen driver et ashram, hvor børnene bor i mindre familielignende huse sammen med en husmor eller husfar. Derudover driver Kanyakumari også en dagpleje for børn fra lokalområdet samt en skole, hvor børnene støttes i deres faglige, sociale og personlige udvikling. Alt Kanyakumaris arbejdet bygger på en grundlæggende overbevisning om, at alle børn har ret til at blive set, hørt og støttet i at udvikle deres potentiale. Derfor lægges der stor vægt på trivsel, fællesskab og meningsfulde fritidsaktiviteter som yoga, sport, dans, tegning og andre kreative udfoldelser.
Samtidig arbejder organisationen med bæredygtige løsninger og driver eget landbrug samt en mindre mælkeproduktion, som bidrager til både børnenes ernæring og finansieringen af organisationens aktiviteter. Gennem mange års samarbejde har Kanyakumari skabt trygge rammer for generationer af børn og unge. Det helhedsorienterede og langsigtede fokus på børns trivsel og udvikling gør Kanyakumari til en betydningsfuld partner i arbejdet for at forbedre udsatte børns livsvilkår.
St. Thomas Hospital
St. Thomas og Aktion Børnehjælp har samarbejdet siden 1979. St. Thomas, som også driver et hospital, arbejder i dag både med at støtte skolegang for børn fra udsatte familier og med at uddanne unge kvinder til sygeplejersker i Chettupattu i den indiske delstat Tamil Nadu.
Sundhed er en grundsten i St. Thomas’ arbejde med at støtte børn og unge i deres læring og udvikling. Ud over støtte til uddannelse, lektiehjælp og karrierevejledning, som styrker børnenes faglige kompetencer, tilbyder organisationen aktiviteter og undervisning inden for sundhed, trivsel, rettigheder og livsfærdigheder. Både fysisk og mental sundhed prioriteres højt, og før- og efterskoleaktiviteterne omfatter både faglige og skolerelaterede aktiviteter og kreative aktiviteter, dans, sang, mindfulness og leg. St. Thomas har også fokus på at støtte og vejlede forældre, så de får adgang til relevante støtteordninger og redskaber til at understøtte deres børns skolegang. Organisationen arbejder samtidig for at styrke forældrenes rolle i børnenes læring og motivation gennem deres uddannelse.
Sygeplejerskeuddannelsen dækker både uddannelsesomkostninger samt kost og logi på hospitalet og gør det muligt for unge kvinder fra udsatte familier at gennemføre en faglig uddannelse. Uddannelsen giver kvinderne mulighed for økonomisk selvstændighed og en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter endt uddannelse tilbydes de desuden ansættelse på hospitalet, hvilket giver dem en god overgang til arbejdslivet.
Gennem sit fokus på uddannelse, sundhed og styrkelse af unge kvinders muligheder bidrager St. Thomas til at skabe bedre fremtidsmuligheder for både børn, kvinder og deres lokalsamfund.