
Projektperiode: December 2018 – November 2026
Lokal samarbejdspartner: CECOWOR
Lokation: 10 landsbyer i Villupuram-distriktet, Tamil Nadu, Indien
Budget: 2,4 millioner
Målgruppe: 9730 børn (både drenge og piger) samt 120 landsbykomitémedlemmer
Selvom Indien har love til at beskytte børns rettigheder, herunder mod børnearbejde og børneægteskaber, bliver disse ofte ikke håndhævet i praksis. Dette rammer især børn fra udsatte befolkningsgrupper. Dette projekt bygger videre på det tidligere initiativ Children, Know Your Rights, som arbejdede for at etablere børnevenlige landsbyer. En børnevenlig landsby er et miljø, hvor børns rettigheder respekteres, hvor de er fri for udnyttelse, har adgang til skolegang og sundhedsydelser, og hvor deres stemmer bliver hørt. I dette projekt vil ansvaret for at opretholde børnevenlige landsbyer overdrages til landsbyforeninger og komitéer, som løbende udarbejder årlige handlingsplaner og overvåger, at børns rettigheder overholdes.
Projektets Målsætninger
Aktiv indsats for børns rettigheder i landsbyerne
I 10 landsbyer engagerer beboerne sig aktivt i at forebygge og adressere krænkelser af børns rettigheder på Panchayat- og Taluk-niveau. Dette sker gennem dannelsen af lokale landsbyforeninger, som holder regelmæssige møder og udfører oplysnings- og fortalervirksomhed omkring børns rettigheder.
Styrket viden og ansvar blandt myndighederne
Myndigheder med ansvar for børns rettigheder får styrket deres forståelse af deres juridiske forpligtelser og motiveres til at håndhæve lovgivningen. Nøglebudskaber formidles gennem pjecer og målrettet træning, og der afholdes informationsmøder og workshops. Derudover organiseres fortalerarbejde aktiviteter og oplysningskampagner i landsbyerne.
Styrket civilsamfund i Villupuram-distriktet
Civilsamfundet i Villupuram-distriktet klædes bedre på til at rejse spørgsmål om krænkelser af børns rettigheder. Målet opnås ved at indsamle og organisere data om børns rettigheder, opbygge et træningsteam og styrke CECOWOR-teamets færdigheder i offentlig kommunikation og case-fortællinger.
Samarbejdspartner i Indien
CECOWOR
Centre for Coordination of Voluntary Works and Research (CECOWOR) blev grundlagt i 1987 og arbejder for at fremme lige muligheder i landdistrikter syd for Chennai. Organisationen støtter især marginaliserede grupper, herunder lavkaster, kasteløse, stammefolk og romaer.
Læs mere om CECOWOREn bæredygtig forandring
Bæredygtigheden i dette projekt sikres gennem kapacitetsopbygning og træning af lokale familier og aktører, så de kan fungere som fortalere for børns rettigheder. Landsbyernes beboere opnår de nødvendige færdigheder og viden til at engagere myndigheder og skabe opmærksomhed om børns rettigheder i deres lokalsamfund.
Børneægteskab og dets konsekvenser
På trods af lovgivningen mod børneægteskaber er Tamil Nadu blandt de indiske delstater med flest registrerede tilfælde. Børneægteskaber rammer både drenge og piger, men pigerne rammes særligt hårdt. Et tidligt ægteskab fratager barnet retten til at bestemme over sin egen fremtid, krop og familieforhold.
Børnearbejde og misbrug
I Indien er det ulovligt at ansætte børn mellem 11 og 18 år, da børnearbejde krænker børns rettigheder og forhindrer dem i at fuldføre deres skolegang. Trods dette udgør børn mellem 5 og 17 år ca. 5% af arbejdsstyrken i Tamil Nadu. En undersøgelse fra 2010 foretaget af vores lokale partner, CECOWOR, afdækkede 60 landsbyer og viste, at 942 børn var i arbejde, hvoraf 52,12% var piger.
Misbrug kan være seksuelt, fysisk eller psykisk og opstår ofte i forbindelse med problemer som børnearbejde og børneægteskab. Når en pige udsættes for misbrug, forbindes hændelsen ofte med skam, hvilket kan stigmatisere hele familien og føre til isolation. Risikoen for seksuelt misbrug eller chikane fører ofte til, at piger tages ud af skolen. I mange områder af Indien spiller familiens ære en stor rolle, og tabuer omkring misbrug betyder, at mange familier tøver med at anmelde sagerne til myndighederne af frygt for at skade deres omdømme.