Solen skinnede (næsten) hele weekenden, da Aktion Børnehjælp slog telt op på Copenhagen Yoga Festival på Tiøren på Amager den 25.-27. august 2017. Her kom yoga-entusiaster fra hele verden for at deltage i de mange workshops, spise vegetarisk mad, købe yogaudstyr og meget mere – og så kunne de også besøge Aktions Børnehjælps bod og lære mere om vores rettighedsarbejde i yogaens oprindelsesland, Indien.
Yogaens og børnenes land
Mange yogadyrkere forbinder Indien med guruer og asanas, men Indien er også børnenes land. Næsten 40 % af Indiens befolkning er under 18 år. Disse børn udgør et kæmpe potentiale for Indiens fremtid, men de har ikke mange chancer for at arbejde deres land ud af fattigdom, hvis de ikke har en uddannelse. Desværre er der stadigvæk millioner af børn i Indien, der dagligt får krænket deres ret til uddannelse, sundhed og nærende kost. Ifølge FN går omtrent 200 millioner indiske børn sultne i seng hver dag. Halvdelen af Indiens børn er så underernærede, at de ikke opnår fuld kropsvækst. Ved at fokusere på rettighedsoplysning i tæt samarbejde med lokale partnerorganisationer, er Aktion Børnehjælp med til at ændre på disse statistikker. På Copenhagen Yoga Festival kunne festivaldeltagerne således støtte et godt formål mellem de mange solhilsener, omvendte hunde og krigere. Vi havde også flere yngre besøgende i vores bod, som mellem deres børneyogaworkshops kunne få en bindi i panden eller vælge en velduftende røgelsespind.
Manu Sareen om stress, yoga og Indien
Lørdag eftermiddag havde vi besøg af vores ambassadører, Manu Sareen og Cilja Sareen. De deltog i en uformel snak med formanden for Aktion Børnehjælps Venner, Eva Løvschall Haugaard, og interesserede festivalgæster. Snakken kom forbi alt fra stress, Indien og kulturforskelle, til børns rettigheder, uddannelse og yoga på skoleskemaet.
Både Manu og Cilja har besøgt Aktion Børnehjælps projekter i Indien, og de fortalte af egne erfaringer hvor vigtigt det er at støtte børn fra marginaliserede grupper i Indien. De opfordrede også festivaldeltagerne til at købe deres yogatøj fra MoonChild Yoga Wear, som støtter Aktion Børnehjælp. Efter snakken overrakte Moonchild Yoga Wear en flot check på 25.000 kr. til Aktion Børnehjælp. Læs mere her.
Tak for støtten!
Mange festivaldeltagere valgte at give deres bidrag til børns rettigheder i Indien. Tusind tak for den gode karma på Copenhagen Yoga Festival!
Photo rights
COPYRIGHT RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHY
ALL RIGHTS RESERVED.
www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com / Mobil: +45 28 59 62 70