Af Malene Helledie, frivillig hos Aktion Børnehjælp
Den bedste start på livet er en sund og hygiejnisk start på livet.
Det er international toiletdag i denne måned, og derfor sætter vi fokus på vores sanitetsprojekt hvor vores partner ARM forbedrer de sanitære forhold i landsbyerne. På informationsmøder rundt om i de små landsbyer fik deltagerne vejledning til at opføre deres eget latrin, der kan give bedre hygiejne i og den bedste start på livet for børnene.
Mød Susama
Susama Jena bor i landsbyen Badatalapda og er omkring 55 år. Hun deltog I ARM‘s oplysningskampagne, og var chokeret over at opdage de sanitære konsekvenser forbundet med besørgelse i det fri.
Hun besluttede sig for, at hun ikke ville tillade sit barnebarn at spise mad forurenet af afføring, og begyndte forberedelserne til at kunne opføre et latrin.
For Susama var der dog flere udfordringer, før hun kunne forbedre hygiejnen for hendes barnebarn. Den manglende infrastruktur mellem hendes hjem og landsbyen gjorde det svært at skaffe de materialer, hun skulle bruge til opførelsen af latrinet. Hun måtte bede sin søn, der arbejder som bygningsarbejder, om at finde en lille cementkumme der kunne transporteres på cykel, og bringe den med hjem. Derefter fik de sammen og på kreativ vis opsat et latrin med bambus og presenninger.
Hun blev et forbillede for resten af landsbyen, der også ønsker en bedre sanitet og hygiejne for familien. Hun er også et strålende eksempel på, hvordan man kan forbedre sanitære forhold på trods af den udfordrende infrastruktur, som landsbyen lider under.