Af Carmen Robrahn
I maj måned fejrer vi to vigtige mærkedage – arbejdernes internationale kampdag og mors dag. Disse dage fejres verden over, og Indien er ingen undtagelse. Lad os derfor sætte kvinderne i fokus, ved at hylde indisk kvindeligt entreprenørskab, der med kløgt og innovative løsninger arbejder mod bedre vilkår for kvinder på arbejdsmarkedet.
En faldende kvindelig arbejdsstyrke
Arbejdernes internationale kampdag, også kendt som Labour Day, blev for første gang blev fejret i Chennai d. 1. maj 1923. Det er derfor en populær mærkedag, og med verdens andenstørste arbejdsstyrke, berører dagen mange mennesker.
Men når vi snakker om kvinder og den indiske arbejdsstyrke, er det ikke til at komme udenom elefanten i rummet: Den indiske kvindelige arbejdsdeltagelse er nemlig en af de laveste i verden, og i 2018 havde blot 26% af voksne indiske kvinder lønnet arbejde. Derudover ligger kvindernes lønninger, ifølge Oxfam India, alarmerende lavt, med en lønforskel mellem mænd og kvinder på 34%, trods samme stilling og kvalifikationer.
Sikkerhed skaber bedre arbejdsmuligheder
Dårlig sikkerhed for kvinder hindrer fri bevægelighed og dermed også deres arbejdsmuligheder. Det er derfor en absolut nødvendighed at gøre de indiske byer sikrere for kvinder at færdes i. Med dette for øje, har teamet bag virksomheden SafetiPin udarbejdet en række innovative teknologiløsninger, med formål at gøre Indiens byer sikrere, både for kvinder og for den almene befolkning. Siden 2013 har SafetiPin været aktive i over 30 indiske byer, hvor de har indsamlet data med formål at forbedre byplanlægning, -vedligeholdelse og -sikkerhed.
Kalpana Viswanath, medstifter og administrerende direktør for SafetiPin, arbejder for sikrere byer og bedre vilkår for kvinder i Indien. Hun forklarer i et interview med UN Women:
“We know that a lack safety has a lot of implications on women’s and girls’ lives. It affects their education, ability to work, what kind of jobs they take, leisure, etc., so safety is a very central concern that we want to address” – Kalpana Viswanath, UN Women 2019
SafetiPin har udviklet en række apps baseret på crowdsourcing, der gør det muligt for alle at hjælpe til med indrapportering og informationsdeling for at sikre tryggere færdsel i byrummet for kvinder. På nuværende tidspunkt har SafetiPin tre aktive apps: SafetiPin, SatetiPinTrack og SafetiPin Nite, der alle tilbyder brugbare sikkerhedsinformationer og -værktøjer til brugeren.
NGO’ers bærer et stort ansvar
Det er utroligt vigtigt, at NGO’er bidrager til at forbedre kvinders arbejds- og uddannelsesmuligheder, for at komme den skæve arbejdsfordeling til livs i Indien. En af de helt store årsager til, at vi ser denne skævvridning, er den store andel børneægteskaber i Indien, der ifølge ActionAid udgør 33% af alle børneægteskaber i verden. Tidligt ægteskab leder nemlig både til forringede uddannelsesmuligheder og tidligt moderskab, hvilket således også forringer kvindernes chancer på arbejdsmarkedet.
Hos Aktion Børnehjælp arbejder vi dagligt for at komme disse problemer til livs sammen med vores samarbejdspartnere i Indien, blandt andet gennem vores projekt Sammenhold om børns rettigheder, som du kan læse mere om her.