Af Therese Boje Mortensen
I en landsby i det sydlige Indien kunne gymnasieelever for første gang vælge at studere i en engelsksproget skole. 36 af landsbyens elever valgte denne mulighed, men så begyndte rektor for skolen at kræve gebyrer.
”Hvorfor skal vi betale gebyr?” spurgte flere forældre til eleverne undrende. ”Det er en ordre fra regeringen,” svarede rektor. På trods af begrænsede midler måtte forældrene betale.
I et andet område i landsbyen blev der afholdt møde i byens ‘Village Association’ – en helt ny gruppe, som består af børn, forældre og andre voksne. Gruppen er en del af Aktion Børnehjælps projekt ”Sammenhold om Børns Rettigheder”. Formålet med Village Associations er, at landsbyboere lærer, hvad børn i Indien har ret til ifølge lovgivningen, hvilke myndigheder der skal understøtte børnenes rettigheder, og hvordan man holder myndighederne ansvarlige.
Gruppen fik nys om, at der blev samlet penge ind af rektoren i den engelsksprogede skole – på trods af at det ikke er lovligt at kræve gebyr for gymnasieelever, der vælger denne retning.
På eget initiativ besluttede gruppen derfor at gå i samlet trop til skolen iført de udleverede uniformer og ID-kort fra Aktion Børnehjælp (kan ses på billedet). De orange og røde uniformer og ID-kort var ikke oprindeligt en del af projektet, men landsbyboerne fortalte, at det ville give dem den nødvendige formalitet, respekt og autoritet i landsbyen og fik på den måde sat deres præg på projektet. På vej mod skolen var der flere lokale forbipasserende, der fulgte nysgerrigt med, og der opstod et stort optog. Gruppemedlemmerne bankede på rektors kontor.
”Du siger, at det var en regeringsordre at indsamle gebyrer. Vis os ordren,” lød det fra gruppen. “Vi samler ikke gebyrer,” benægtede rektor. Men gruppemedlemmerne vidste, at mange forældre allerede havde betalt. ”Så tager vi det til District education officer” (en højere uddannelsesmyndighed). Denne gang indrømmede rektor, at skolen havde indsamlet penge fra forældrene. ”Vi ville bruge pengene på at forbedre skolen,” sagde han. ”Men nej, der er ingen regeringsordre,” anerkendte han efterfølgende. Gruppemedlemmerne bad ham derfor betale til forældrene tilbage. Det gjorde skolen samme dag.
Denne historie er én blandt mange som viser, hvordan Village Associations arbejder for børns rettigheder på landsbyniveau: gruppen tager konkrete, lokale sager op og løser dem i fællesskab. Som medlemmerne selv påpeger, opbygger de mod og selvsikkerhed af at være en del af projektet. Ved at lære om lovgivningen og myndighederne kan gruppen udfordre lokale autoriteter som en skolerektor, der ikke følger loven – noget de aldrig turde gøre førhen.
