Indien

Diwali er lysenes fest i Indien

Af Kasper Waale og Eltong Mogen

Diwali er en af de vigtigste højtider i Indien. I fem dage i november er levende lys, fyrværkeri og massevis af søde sager på dagsordenen for milliarder af hinduer verden over.

Er Diwali det samme som jul og nytår?

Diwali minder på mange måder om den årlige jule- og nytårsfejring. Julen falder på en måned, hvor de mørke dage er lange, og vi tænder da også lys på juletræet, i vinduet og generelt i gadebilledet. På samme måde falder årets mørkeste nat i den hinduistiske kalender i løbet af Diwali, som i år er den 14. november 2020.

Under højtiden er indernes boliger og gader oplyst med traditionelle olielamper og anden belysning, hvorfor det på samme måde som julen går under navnet ”Lysenes fest”.

Under Diwali samles familierne for at nyde lækre hjemmelavede måltider og søde sager sammen, og der bliver affyret fyrværkeri.

Til trods for lighederne har Diwali dog flere unikke kendetegn. I begyndelsen af Diwali rengøres hjemmene, hvorefter husgulvene dekoreres med farverige rangolier. En anden anderledes del af højtiden er, at mange indere spiller kort og gambler om penge i løbet af festlighederne. Fejringen af Diwali indeholder mange forskellige skikke og ritualer alt efter, hvor i Indien man befinder sig.

Mange fortolkninger

Diwali forbindes med mange forskellige historier fra hindu-religiøse tekster. Fælles for de fleste af historierne er, at de omhandler det godes sejr over det onde og lysets sejr over mørkets.

I det nordlige Indien er historien om kong Ramas sejr over den onde kong Ravana populær. Ved hjælp af en hær af aber befriede han sin kone, Sita, og myrdede kong Ravana. I Ramas kongerige spredtes millioner af lys for at byde regenterne hjem igen efter 14 år i eksil.

Længere sydpå forbindes Diwali til historien om hinduguden Krishna, der befriede 16.000 kvinder fra den onde kong Narakasura, hvilket blev fejret med lys og fyrværkeri.

Rejser man i stedet vestpå, betragtes Diwali af mange som en fejring af det nye år, og i det østlige Indien er fejringen til ære for krigsgudinden Kali.

Mange hinduer forbinder også højtiden med gudinden Lakshimi, der er gudinde for lys, visdom og velstand. På baggrund af disse historier er især lys blevet en fast bestanddel af Diwali-fejringen. De rengjorte hjem skal lokke Lakhsimi til og bringe held til familien, ligesom gambling skal fremprovokere Lakshimis tilstedeværelse. Herudover fejres Diwali også på særlige måder og versioner blandt landets jainister, sikher og visse buddhister.

Diwali og julen er begge ”Lysenes fest”. Det er de, fordi de falder på årets korteste og mørkeste dage, og derfor står i stærk kontrast til hinanden; Lyset og mørket eller det gode og det onde, hvilket er netop det budskab, som mange af de religiøse fortællinger om Diwali bygger på – en sejr til lyset og til det gode.

Glædelig Diwali!