Af Mathilde Nielsen, programleder
05/07/2023
En vigtig del af vores arbejde i Aktion Børnehjælp er, at styrke lokalsamfundet til selv at være de primære aktører i fortalerarbejde for deres rettigheder for eksempelvis bedre trivsel, sanitet og sundhed. Men hvad vil det sige at lave fortalerarbejder? Og hvordan griber vi det an i Aktion Børnehjælp?
Fortalerarbejde i civilsamfundet
”Når man arbejder med fortalervirksomhed i udviklings- og humanitært arbejde, er fokus ikke kun på at sikre direkte hjælp til en begrænset målgruppe, hvis basale rettigheder er truet, men også at fremme langsigtede, varige løsninger med udgangspunkt i både økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder”
Sådan beskriver Civil Samfund i Udvikling (CISU) fortalerarbejde. Fortalerarbejde handler altså om at adressere problemstillingerne på et mere strukturelt niveau og derved sikre en større gruppe mennesker længerevarende forandringer. Forandringerne skabes ved at indgå i dialog med- og påvirke lokale, regionale og på sigt nationale ansvarshavende.
Sammen med vores lokale partnere fokuserer vi i høj grad på at skabe en masse viden om rettigheder i lokalsamfundene. I Indien findes adskillige velfærdsordninger, som forskellige grupper af samfundet har ret til. Men der er ofte langt fra de kontorer, hvor ordningerne udvikles til de lokalsamfund, hvor de skal fungere. Ofte kender hverken lokalbefolkning eller de lokale ansvarshavende til rettigheder. Derfor er udbredelsen af viden et hovedelement i stort set alle vores indsatser. Først, når lokalbefolkningen og civilsamfundet har opnået viden om de rettigheder, som de er berettiget til, kan de begynde at kræve dem og udføre fortalerarbejde rettet mod de relevante ansvarshaver.
I projekterne arbejder vi ofte med det vi kalder “advocacy chains” – de kæder af ansvarshavende der findes lokalt, regional, nationalt og derimellem. Oplever lokalbefolkningen for eksempel, at de lokale myndigheder ikke tjekker om drikkevandet er rent, men de lokale myndigheder fortæller, at de ikke få tilsendt de nødvendige tests fra ansvarshavende på regionalt niveau. Så kan det somme tider give mening at prøve at indgå dialog med, eller påvirke ansvarshaverne på regionalt niveau, selvom de er længere fra lokalsamfundet. På den måde kan lokalbefolkningen støtte de lokale ansvarshaver og derved opnå bedre relationer, frem for at lægge yderligere pres på dem. En stor del af vores partneres arbejde ligger derfor også i at klæde de lokale grupper på til at kunne analysere problemstillingerne og undersøge, hvor det giver bedst mening for dem, at udføre fortalerarbejdet.
Fortalerarbejde i Better Sanitation Better Health (BSBH)
Det er vigtigt at fortalerarbejdet har rødder i lokalsamfundet. Ikke kun fordi det er lokalbefolkningen selv, der oplever udfordringer eller mangler, men også fordi fortalerarbejdet kan skabe grobund for et styrket civilsamfund, der på sigt kan kræve deres rettigheder på egen hånd. I vores projekter har vi derfor fokus på at skabe nogle stærke strukturer funderet i lokale grupper. Vi arbejder i flere af vores projekter også med flere forskellige grupper på forskellige niveauer, for at skabe et stærkt netværk, der kan gå sammen om fortalerarbejdet og hjælpe og inspirere hinanden.
Et godt eksempel er vores sanitetskomitéer og pressure groups i BSBH projektet.
Sanitetskomitéerne blev etableret i hver landsby umiddelbart efter de store landsbymøder, der satte fokus på de negative konsekvenser ved besørgelse i det fri. En af de ansatte i BSBH projektets opgave var at observere landsbyboerne og udpege de mest engagerede og motiverede medlemmer, der blev inviteret til at udgøre sanitetskomiteen. Komiteerne har til opgave at hjælpe landsbyen med at stoppe besørgelse i det fri. Det gør de blandt andet ved at besøge alle husholdninger og sikre sig, at alle har adgang til et toilet, vand og sæbe. Den indiske regering udrullede i 2014 Clean India Mission, med fokus på at forbedre sanitet, eksempelvis ved at bygge toiletter til alle husholdninger i Indien. Rigtig mange familier har fået bygget et toilet, men der er stadig nogle, der mangler og nogle af toiletterne er i dårlig stand. Her hjælper sanitetskomiteerne familierne med gode ideer til at reparere og vedligeholde deres toiletter, eller hvis familien ikke har et toilet, hvordan de nemt og billigt kan bygge et midlertidigt toilet. Sanitetskomiteerne noterer alle de husholdninger, der ikke har toiletter og giver oplysningerne videre til næste led i projektets fortalerarbejde, nemlig ’Pressure Groups’.
Pressure groups
Pressure groups består af repræsentanter fra sanitetskomiteerne, og fungerer på tværs af landsbyerne på et niveau der minder om kommuner i Danmark. Hvor sanitetskomiteerne har fokus på at hjælpe lokalbefolkning til adfærdsændring, har pressure groups fokus på at henvende sig til de rette myndigheder eller ansvarshavende. For at fokusere deres indsatser og skabe succeser for grupperne, bruger de forskellige metoder til at prioritere de udfordringer, som de oplever i landsbyerne. En af metoderne er en simpel stemmemetode, hvor hvert medlem får seks små sten. På jorden ligger skilte med de forskellige udfordringer. Hvert medlem lægger tre sten på den udfordring, som de vurderer, er vigtigst, 2 på det næst vigtigste og 1 på det tredje vigtigste. Det er en nem og visuel metode til at prioritere.
Lige nu har grupperne fokus på at regeringen bygger toiletter til de familier, der stadig mangler. De har indsendt listerne til den ansvarshavende på det niveau der ca. svarer til regioner i Danmark. Grupperne vil løbende tage kontakt til ansvarshavende og sikre at de arbejder videre. Nu er grupperne begyndt at arbejde med den næste problemstilling, nemlig hvordan de kan sikre at alle husholdninger har adgang til rent drikkevand. På landsbyniveau arbejder sanitetskomiteerne på at sprede viden om måder, hvorpå familierne kan spare på vandet. En af metoderne er tippy taps. På pressure group niveau er grupperne i gang med at undersøge, hvem de skal gå til og hvordan, samt hvad der kan være en holdbar løsning på problemet. Vi glæder os til at se, hvad de når frem til.
Vores lokale partner deltager fortsat i nogle af møderne, for at hjælpe med at facilitere diskussionerne og støtte og styrke grupperne, så vi er sikre på, at de kan stå på egne ben, når projektet afsluttes til december.