Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Det er en basal menneskeret ikke at gå sulten i seng. Alligevel sulter ca. 200 millioner mennesker i Indien. I Aktion Børnehjælp arbejder vi derfor for at sikre fødevaresikkerhed med tilstrækkelig og nærende måltider for de mest udsatte. Men vi leverer hverken sække med mad eller dyre landbrugsmaskiner. Vi støtter børnefamilierne, så de får mulighed for arbejde og producere sig selv ud af fattigdom og få nærende mad på bordet – både i dag og langt ud i fremtiden.
Fødevaresikkerhed for hundredvis af børnefamilier
Aktion Børnehjælp starter i disse dage i januar 2018 et nyt projekt i samarbejde med vores lokale indiske partner, ARM, om at sætte fokus på fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug.
Projektet har til formål at sikre næringsrig mad blandt Indiens fattige landsbybeboere i et af Indiens mest udsatte områder, og hvor langt de fleste har landbrug som primær indtægtskilde. Vi arbejder med ca. 14.500 landsbyfolk, hvoraf 400 af disse kapacitetsopbygges og får specifik ernærings- og landbrugstræning og skal være med til at præge udviklingen i landsbyen. Her kommer kvinderne til at spille en central rolle.
Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Projektet skal først og fremmest bevidstgøre lokalbefolkningen om underernæring, fejlernæring, ernæring under graviditet og af spæd- og småbørn. Projektet skal oplyse de lokale om ernæringsmæssige årsags- og effektsammenhænge og motivere dem til at handle for at forbedre deres situation. Bønderne organiseres i mindre grupper, hvor de arbejder sammen og lærer af hinanden. I grupperne trænes og støttes de i at lave køkkenhaver og forbedre deres produktion på marken ved hjælp af simple bæredygtige og økologiske landbrugsmetoder.
En mulighed for forandring
Som det er i dag, er bønderne i en meget dårlig situation. Tilbagevendende oversvømmelser og ugunstige vejrforhold gør, at bønderne ofte mister deres afgrøder. Dette tvinger dem ind i en negativ gældsspiral for at overleve, og de føler sig nødsaget til at sælge til lave priser, da de bliver presset af forhandlere, de står i gæld til. Gennem projektet får bønderne mulighed for at spare op og tage små lån, og der introduceres vandresistente ristyper, som kan klare op til 15 dage under vand uden at gå til grunde. Resultatet er selvforsyning i op til 12 måneder frem for 2-5 måneder om året. Dette er bare én af måderne, vi vil støtte lokalbefolkningen mod større fødevaresikkerhed. Der skal også sættes fokus på køkkenhaver, så de kan supplere deres fødevareindtag med nærende grøntsager.
Projektets realiseres i Baliapal block, Balasore distrikt, Orissa, Indien i samarbejde med Alternative for Rural Movement.
af Mette Olsen