Af Julia Samokhvalova
Mød Es Sarada, der er stammeleder i seks landsbyer
De fleste indiske landsbyer er stadigvæk overvejende manden, der er den primære forsørger, familiens overhoved og muligvis politisk engageret på det lokale niveau. Kvinderne står for de traditionelle huslige pligter som madlavning og børnepasning. Men engang imellem møder vi også stærke og handlekraftige kvinder, der færdiggør skolen, bliver lærere, sygeplejersker eller endda lokalt valgte ledere.
Sådan en kvinde er Es Sarada på 45 år.
Es Sarada fortæller, at hun er den valgte stammeleder eller ”præsident” for seks af landsbyerne i Panchayat – den mindste politiske enhed med en vis form for selvstyre i Indien. Hun bor nu i Geddepalle – en af landsbyerne i East Godavari distriktet, hvor Aktion Børnehjælp har støttet et projekt om børns udvikling og sundhed i to år. Vores frivillige møder hende på et monitoreringsbesøg i juni 2018, da de besøger den lokale partnerorganisation SEEDS.
Hun blev valgt ind i 2013 for en femårig periode, uden at hun faktisk ønskede det til at starte med. Hele landsbyen, der har stor respekt for Es Sarada, stemte for, at det var hende, der skulle have den position og hun lod sig til sidst overtale. Embedsmændene fra den lokale regering ville gerne have, at en kvinde blev valgt ind, da kvinder er meget underrepræsenterede både på det lokale og på det nationale politiske niveau. I modsætning til de traditionelle stammeledere i hver landsby, er hun et niveau over dem og et slags mellemled imellem den lokale regering og landsbyerne.
Es Sarada er flov over sit lave uddannelsesniveau, men i et samfund, hvor de fleste piger dropper ud af skolen, når de når puberteten og bliver gift, kan alt over 7 klasser anses for anerkendelsesværdigt.
Es Saradas rolle i landsbyerne
En af Es Saradas roller har er at være mægler i konflikter mellem landsbyboerne. Hvis der opstår et skænderi mellem nogen, kalder hun de uenige parter og andre stammeledere sammen til et råd for at løse problemet. Den skyldige i konflikten bliver påbudt at betale en mindre bøde, der går til den fælles landsbykasse. Pengene derfra bliver brugt til fællesudgifter, når der er helligdage og festivaler.
Hun fortæller om sin motivation for at træde til og tage ansvaret på sig, da hun blev valgt. Hun ville gerne gøre en indsats for at løse nogle af de praktiske udfordringer, landsbyerne har, såsom dårlig infrastruktur, mangel på vandtanke og bygninger i dårlig stand. Hun har selv været med til forhandlings- og beslutningsprocesserne om at få nogle vandtanke bygget i landsbyerne og færdiggjort nogle bygninger. Det har krævet meget gåpåmod, ihærdighed og tålmodighed fra hendes side, når hun skulle overbevise embedsmændene om at give penge til projekterne og se til, at de blev udført. Nu kan hun stolt vise en vandtank frem i sin landsby, der blev bygget under hendes lederskab.
”Jeg har gjort mit arbejde. Jeg har fuldført alt det her”, siger Es Sarada tilfreds om de 5 år, hun har været leder og tjent sit folk.
